Casper Sloth kan meget vel have spillet sin sidste kamp for AGF. I hvert fald drømmer han om et skifte til udlandet denne sommer.
Stemningen er ved at vende i AGF. Klubben er netop rykket ned efter en sæson, der var præget af intern uro i klubben og en historisk krise på banen. Alligevel er det lykkedes at overbevise Morten Wieghorst om genrejsningsprojektet i Aarhus-klubben, og den tidligere U21-landstræner har nu sat sig i spidsen for et prompte retur til Superligaen.
Med sig har han bragt en ny spillestil, og det glæder flere af klubbens profiler. En af dem er landsholdspilleren Casper Sloth:
- Det er gået fint. Jeg kendte selv Morten fra U21-landsholdet, men der var ikke så mange andre i truppen, der gjorde. Han er blevet taget godt imod. Han står for en anden spillestil end, hvad vi har været vant til. Det passer os rigtigt fint, at han gerne vil spille fodbold, frem for bare at sparke bolden langt og så tage den derfra, som vi har været vant til. Det synes jeg er positivt, ligesom det er min klare fornemmelse, at det gælder for hele truppen, lyder det fra Casper Sloth.
Morten Wieghorst debuterede med en 1-0-sejr over Esbjerg i weekenden. Det var første gang, at AGF kunne gå fra banen med en sejr i over seks måneder. Et rædselsfuldt forår satte sin spor hos profilen, som gik i stå i krisen:
- Ja det er klart, når et hold sejler, som vi gjorde i foråret, så er der ikke rigtigt nogen, der skiller sig ud og gør det super godt. Sådan er det jo, men spillet fungerede heller ikke for mig. Jeg led selvfølgelig også under, at vi som hold ikke hang sammen og præsterede. Så på den måde gik jeg i stå i foråret, og derfor håber, at jeg kunne tage et skridt op i stedet for et skridt ned i karrieren i løbet af sommeren.
På trods af den positiv start med den nye chef på sidelinjen, holder den nu 22-årige midtbanespiller fast i sit ønske om at komme videre fra AGF. Det ønske har han bekendtgjort over for Morten Wieghorst:
- Det er klart, at jeg helst ikke vil spille 1. division. Det har jeg fortalt Morten, da vi satte os ned og snakkede. Jeg føler, at der hvor jeg er i min udvikling og karriere, der skal jeg helst ikke tage et skridt ned i niveau. Det skulle helst gå den anden vej. Men jeg har en kontrakt på et år mere i AGF, og hvis der ikke dukker noget op, så er jeg selvfølgelig indstillet på at blive og gøre mit bedste.
- Jeg ved fra min agent, at der er interesse, men så længe det ikke er konkret, så får jeg ikke så meget af vide. Det styrer han, siger Casper Sloth, som ikke vil afvise et skifte til anden dansk klub.
Dog ligger første prioriteten fortsat uden for landets grænser, slår han fast:
- Selvfølgelig er jeg åben for det hele, men jeg vil helt klart helst til udlandet. Det er det, jeg sigter efter, håber på og regner med. Det har været mit mål længe og er det fortsat. Det piller forårssæsonen ikke ved. Men omvendt ønsker jeg heller ikke at afvise noget. Det kommer meget an på, om der kommer noget spændende fra Superligaen. Gør der det, så kigger jeg da på det.
Casper Sloth debuteret for 'de hvide' i en alder af bare 17 år, siden er det blevet til næsten 120 kampe for klubben, samt debut på landsholdet for den kreative midtbanespiller, der nu sætter pilen mod en ny udfordring i karrieren.