Mulighederne er der også for den 26-årige svensker. Og det er fra de helt store ligaer omkring i Europa. ifølge bt.dk's oplysninger har den tyske kvartet Hannover 96, Hamburger SV, Augsburg og danskerklubben Mainz alle vist interesse for Pierre Bengtsson, mens det har været allermest konkret med en græsk topklub, der har henvendt sig om deres muligheder i jagten.
- Jeg har dialog med visse klubber, men det vil jeg gerne holde for mig selv. Pierre vil spille i de bedste ligaer. Hvor der er noget puls og masser af mennesker til kampene. Det er det, vi stræber efter, siger Per Jonsson, Pierre Bengtssons agent, til bt.dk.
FC København har allerede hentet afløseren i Ludwig Augustinsson, der dog først kommer til klubben fra IFK Göteborg til vinter. Derfor beholder manager Ståle Solbakken helst sidste sæsons Årets Spiller i FCK, men er buddet tilstrækkeligt højt, så vil københavnerne også være lydhøre. Prisen er dog ikke nødvendigvis så lav, som man normalt ser hos spillere med kontraktudløb, for FC København er glade for den mest assisterende spiller i Superligaen i den forgangne sæson.
Derfor skal der et rigtig godt bud til, før man vil sælge.
- At Ludwig først kommer til vinter, betyder ikke nødvendigvis, at Pierre bliver i FCK. De vil gerne beholde Pierre hele efteråret, men de kender også situationen og til Pierres udlandsdrøm. De interesserede klubber er der nok af, men nu handler det så om at finde den rigtige. Dem, som vil betale tilstrækkeligt, siger Jonsson.
Skulle det ske, at Pierre Bengtsson finder det rette match med den rette overgangssum til FC København, så er det ikke utænkeligt, at Ståle Solbakken vil forsøge at købe Ludwig Augustinsson fri med det samme. Idéen med købet af bare 20-årige Augustinsson var, at han kunne få lov at spille fast i et halvt år mere i Allsvenskan, inden han tager det store spring.
Et salg af Pierre Bengtsson kan dog medvirke til en ny snak mellem de to klubber, bekræfter Per Jonsson, der også er Ludwig Augustinssons agent.
- Får FCK et godt bud på Pierre nu, og man vælger at sælge ham, så er det ikke utænkeligt, at FCK vil tage en snak med IFK Göteborg om at hente Ludwig allerede nu.
FC København har betalt godt 10 millioner kroner for Ludwig Augustinsson, og det beløb vil stige, hvis man ønsker at hente ham til klubben med øjeblikkelig virkning. Men alt det bliver først aktuelt, hvis interessen for Pierre Bengtsson bliver vekslet til et bud stort nok til FC København.
