Næsten et år efter at den 20-årige pædagogstuderende Ali Agha blev tævet til døde, falder der i dag dom over hans overfaldsmænd. Alle fire tiltalte blev kendt skyldige i vold med døden til følge, mens den ene desuden blev dømt for overtrædelse af våbenloven, fordi han var i besiddelse af en dolk.

Ali Agha døde 22. oktober efter et overfald halvandet døgn tidligere på et stisystem ved Tingbjerg, hvor han blev både slået, sparket og stukket med kniv. Fire unge mænd blev kort efter anholdt for overfaldet. De tre har erkendt at have slået og sparket Ali Agha, men nægter sig skyldige i vold med døden til følge.

De fire tiltalte virkede ikke synderligt påvirkede af sagen, da retsmødet gik i gang. De sad smilende og jokede med hinanden, mens de vinkede til familie og venner gennem de store glasvægge, som adskiller tilhørerne fra selve retssalen, inden selve retsmødet gik i gang.

I afgørelsen har dommeren lagt vægt på, at Ali Agha havde mange skader i hovedet og stiksår. Konklusionen er at de mange læsioner kommer fra slag og spark. De tiltalte har undervejs påstået at Ali havde en kniv, men det er ikke dommerens opfattelse.

Bag afgørelsen lå også det faktum, at mange af de dødelige slag og spark måtte være givet, mens Ali Agha lå ned i en værgeløs situation. Derfor burde de tiltalte vare klar over at den unge pædagogstuderende risikerede at dø af sine kvæstelser.

 

Den ene af de tiltalte har forklaret, at Ali Agha blev slået flere gange, og at han på et tidspunkt faldt bagover og slog hovedet.Det var den ene af de fire overfaldsmænd, som kontaktede alarmcentralen og tilkaldte hjælp via en mobiltelefon, som blev lånt af en forbipasserende. De fire stak efterfølgende af fra stedet.