Det var Ali Aghas egen drabsmand, der ringede 112 efter at have udsat ham for et voldeligt overfald.
Det kom frem i dag i Retten på Frederiksberg, hvor fire unge er tiltalt for at have tæsket 20-årige Ali Aghas ihjel på et stisystem ved Tingbjerg i København 20. oktober. Tiltalen lyder på vold med døden til følge. Den ene tiltalte fortalte, at han på drabsnatten hentede Ali Agha i hans hjem i Københavns Nordvestkvarter.
Han fortalte Ali Agha, at de skulle tale sammen om nogle sms'er, han havde sendt til den tiltaltes kæreste. Selvom det var midt omnatten gik Ali Agha ifølge den tiltalte frivilligt med til at sætte sig ind i den tiltaltes bil, hvor tre af hans venner sad og ventede. Han hævder, at de hyggersnakkede, røg og hørte musik på vejen til Tingbjerg.
I Tingbjerg hentede den tiltalte sin kæreste, så de alle tre kunne tale sammen og få reddet trådene ud. Her udviklede der sig et skænderi, som endte i et slagsmål.
- Jeg slog ham adskillige gange med knyttet hånd, forklarede den tiltalte i retten. På et tidspunkt faldt Ali Agha bagover og ifølge den tiltalte slog han baghovedet ned i noget hårdt. Men selvom han godt kunne høre, at det lød voldsomt, sparkede han ham, mens han lå ned.
Herefter fulgte han sin grædende kæreste hjem. Da han vendte tilbage til gerningsstedet, hvor de øvrige tre tiltalte forsøgte at få Ali Agha op at stå, men han var bevidstløs:
- Han var blodig i hovedet og helt væk. Jeg prøvede at få kontakt til ham. Han havde åbne øjne og kiggede rundt, men han reagerede ikke på noget, fortalte den tiltalte. Herefter kom en cyklist forbi og tilbød at de kunne låne hans telefon til at ringe efter hjælp. Han ringede herefter til alarmcentralen og lod som om, han var en tilfældig forbipasserende, der havde fundet en livløs person. Opkaldet blev afspillet i retten:
- Han bløder over det hele...Jeg tror han dør, råbte han med rystende stemme.
Herefter flygtede de fire tiltalte fra stedet i høj fart.
Ali Agha døde efterfølgende af sine kvæstelser. Den tiltalte har været varetægtsfængslet siden 23. oktober.