Da Stuart McColl fra Dunfermline i Skotland fandt et brev i en privat have, blev han noget overrasket. Og han blev rørt, da han opdagede, hvad brevet handlede om.

'Hej far. Jeg skriver et brev til dig for at fortælle, at jeg savner dig, og for at fortælle dig nyheder.'

Sådan starter et lille håndskrevet brev, som britiske Stuart McColl fandt mandag. Brevet blev fundet bundet til en ballon, og det er tydeligt, at det er håndskrevet af et barn. Det skriver det lokale medie Dunfermline Press.

Brevet er skrevet med forskellige farver, der er tegnet små hjerter, og til sidst er der skrevet en ønskeseddel til jul, der blandt andet inkluderer fodboldstøvler. Ved første øjekast ligner det blot en kærlig hilsen til en far, men et nærmere kig afslører en hjerteskærende historie.

'Jeg ved, du er i himlen, men er du i sikkerhed?' lyder det i brevet fra den lille dreng, der samtidig fortæller, at han er i familiepleje, fordi hans mor er syg. Han fortæller, at han savner at gå i skole, og at han i den grad savner sin far. Og så skriver drengen, at han har et håb om, at faren vil lægge et brev under hans hovedpude om natten.

Og det har nu fået Stuart McColl på en sand mission, for han går nu målrettet efter at finde den lille dreng, der har skrevet brevet til sin afdøde far.

»Det var for trist til, at jeg kunne ignorere det. Jeg har aldrig gjort sådan noget før, men det er en virkelig tragisk historie, så det ville være dejligt at gøre noget for at hjælpe den person, der går gennem en hård tid,« fortæller han til Dunfermline Press. Og han vil ikke blot finde drengen, han vil også købe gaver til ham, så han kan få opfyldt sine juleønsker fra brevet.

Derfor har han delt brevet på Facebook, og selvom Stuart McColl erkender, at det er en ambitiøs mission, håber han det kan lykkes.

»Mange deltager i det, og vi har allerede talt med flere, der gerne vil donere penge, så han kan få gaverne. Men vi er nødt til at finde ham først. Det virker til at være en, der virkelig elsker fodbold,« siger Stuart McColl med henvisning til, at der foruden fodboldstøvler også er en Premier League-fodbold på ønskesedlen.

Han kalder det 'drømmen' at finde drengen, der har skrevet brevet, og han mener, historien er så unik, at det burde kunne lade sig gøre.