OPDATERING: Der er sået tvivl om denne histories ægthed. Således skriver Knoxville News Sentinel, at det ikke er lykkedes dem at få bekræftet historien, som de i første omgang selv bragte. Derfor har avisen trukket historien tilbage.
Det er ikke alle julehistorier, som ender lykkeligt.
60 år gamle Eric Schmitt-Matzen har i fire år været i den amerikanske hær, men en oplevelse på et hospital i den amerikanske delstat Tennessee fik tiden i hæren til at blegne fuldstændigt.
Han var nemlig med til at opfylde en terminalt syg drengs sidste ønske. Schmitt-Matzen blev for nogle uger siden tilkaldt til hospitalet af en sygeplejerske, som han kendte. Det skriver Knoxville News Sentinel.
Hun vidste, at han arbejdede som professionel julemand, og at han kunne give drengen, som formentlig ikke vil nå at opleve juleaften, en sidste god oplevelse og minde om julen.
Som julemand skulle han give den femårige dreng, der var alvorligt syg, en gave. Schmitt-Matzen kunne se, at drengens pårørende var dybt berørt af situationen, hvorfor han var nødt til bede dem om at blive udenfor. For hvis de ikke kunne holde på facaden, så var han sikker på, at han ville bryde sammen foran den dødsyge dreng.
Han gav drengen et stykke legetøj, som moderen havde købt. Drengen, som Schmitt-Matzen beskriver som meget svækket, gav et smil retur for gaven. Han sagde til julemanden, at han vidste, han skulle dø. Men, hvad skulle han gøre, når han kom til endestationen?
Eric Schmitt-Matzen, der var klædt ud som julemanden, svarede, at drengen bare skulle sige til 'dem', at han var julemandens favoritnisse, og så ville de lukke ham ind i himlen. Drengen gav julemanden et stort kram og spurgte julemanden, om han kunne hjælpe ham med en sidste ting.
»Jeg omfavnede ham, men før jeg kunne sige noget som helst, så gik han bort. Jeg blev hos ham og fortsatte med at kramme ham. Da det gik op for folk udenfor, hvad der var sket, løb moderen ind. Hun skreg: 'nej, nej ikke endnu!',« siger Eric Schmitt-Matzen.
Han skyndte sig væk fra hospitalet.
»Jeg græd hele vejen hjem. Jeg græd så meget, at jeg havde svært ved at se, mens jeg kørte,« siger han.
Eric Schmitt-Matzen fortæller, at det hjerteskærende møde tog ham flere dage at komme sig over. Og han var slet ikke sikker på, hvorvidt han var i stand til at klæde sig ud igen uden at tænke på drengen, der døde i hans arme. Heldigvis ombestemte han sig, og han har haft flere optrædener foran børn som julemanden.
