Da 58-årige Michael Stuban forleden gik på pension efter 35 år hos den samme statslige virksomhed i Pennsylvania, besluttede han at give hele arbejdspladsen lidt af en opsang med på vejen.
Det skriver Philadelphia Daily News.
Michael Stuban arbejdede for den statslige afdeling hos Pennsylvania, der blandt andet tager sig af statens betalingsveje, og som en del af arbejdspladsens rutine, skulle Michael Stuban svare på et spørgeskema, som skulle afleveres til HR-afdelingen.
Men i stedet for at sende sit spørgeskema direkte til den pågældende afdeling, valgte Michael Stuban i stedet at sende sine svar ud til alle medarbejdere og chefer - og det var mildest talt ikke en positiv mail,de mere end 2.000 medarbejdere fandt i indbakken.
Stuban skriver blandt andet, hvordan han egentlig havde været glad for sit job tidligere, men de sidste fem år havde været direkte 'forfærdelige'.
Samtidig skriver han, hvordan ledelsen slet ikke ved, hvad der foregår og kun tænker på sig selv - mens man ikke ansætter de bedste til jobbet, men i stedet dem man selv kender.
'Jobs og forfremmelser bliver givet til politikere, det handler om, hvem du kender, og ikke hvad du ved. Stillinger bliver lavet til folk, som slet ikke er kvalificeret,' skriver han blandt andet i spørgeskemaet.
Efter mailen kom ud til hele virksomheden, inklusiv ledelse, var chefen dog ikke sen til at sende et svar tilbage i hovedet på Michael Stuban.
'Mr. Stuban... Jeg tror ikke, vi nogensinde har mødt hinanden, og efter at have læst dit afsluttende spørgeskema, er jeg taknemmlig for, at vi ikke har,« skrev chefen Sean Logan.
Til Philadelphia Daily News forklarer Michael Stuban med et grin, at han blot gav virksomheden de ærlige svar, man selv bad om. Desuden synes Stuban, at hans chef burde tage en så omfattende kritik mere alvorligt, og fortæller samtidig, at der på arbejdspladsen herskede en kultur, hvor de i magtfulde stillinger ansatte deres egne familiemedlemmer - uanset om de var kvalificeret eller ej.
»De hyrer en masse mennesker, der er dumme som sten,« siger Michael Stuban til Philadelphia Daily News.
