Nye oplysninger forstærker mistanken om, at SKAT har opført sig håndhændet i jagten på den kendte erhvervsmand Jesper ’Kasi’ Nielsen, hans 66-årige mor og søster i forbindelse med en årelang skattesag.
BT beskrev i går, hvordan SKAT i en lang række mails i første halvdel af 2012 forsøgte at lokke, presse eller, siger eksperter, ’direkte true’ Kasi-gruppen til at acceptere et millionskattesmæk, som familien og dens økonomiske rådgiver fandt forkert og urimeligt - mod at SKAT til gengæld undlod personligt at forfølge Jesper Nielsen selv, hans mor og søster, der er medejere af Kasi-imperiet, personligt med skattesmæk i millionklassen.
Aftalen gik ud på, at Kasi-gruppen frivilligt skulle lade sig selskabsbeskatte af ekstra 146 mio. for årene 2007-2009, mod at ejerne personligt kun fik et lille skattesmæk, men aftalen faldt den 8. juli 2012 på jorden, da Kasis økonomiske problemer var så store, at firmaet ikke kunne betale skattegælden.
’Straffen’ faldt omgående:
SKAT besluttede, at Kasis selskaber og de tre familiemedlemmer nu skulle beskattes af ekstra 379,7 millioner kroner - 226 mio. mere end hvis Kasi-familien ’frivilligt’ havde indgået en aftale, som de i praksis bagefter ikke kunne klage over.
Men det, Kasi-familien opfattede som ’de rene mafiametoder’ og ’hævn’ mod familien, stoppede ikke der: SKAT besluttede at gennemføre en ’såkaldt’ arrest, det vil sige en total indefrysning af familiens midler, der betød, at bankkonti og kort omgående blev spærret.
11 dage senere, den 19. juli 2012, befandt Jesper ’Kasi’ Nielsen sig på Mallorca. Den sidste aften på en årlig ferietur med familien:
- Jeg giver tjeneren mit kort, som han kører igennem maskinen. Det virker ikke. Så giver jeg ham et andet kort. Det virker heller ikke. Han griner lidt i sjov og siger, at ‘de har spærret dit kort.’ Ja, ja siger jeg til ham og giver ham mit tyske kreditkort. Det virker så.
- Jeg tænker ikke mere over det, før min mor, som var taget hjem en dag før os andre sammen med min far, ringer til min søster, og fortæller, at min far havde forsøgt at købe ind. ‘De har spærret fars konto’, fortæller min søster. Min far har ikke engang noget med firmaet at gøre, siger Jesper ’Kasi’ Nielsen til BT.
- De spærrer min fars konti. Min mors. Min søsters. De tager pant i bilerne. De tager mine børns opsparinger. Alt. Det er et kæmpe beløb. På grund af et Brøndby-sponsorat?
Arresten fortsætter i to måneder, frem til slutningen af september 2012, indtil en aftale med statens advokat, Kammeradvokaten, bliver indfgået. Familien lever i mellemtiden af de penge, Jesper ’Kasi’ Nielsen har stående på udenlandske konti.
Familiens revisor, der har 20 års erfaring som skattespecialist, og forinden har arbejdet 10 år i skattevæsenet, Henning Boye Hansen fra revisionsfirmaet BDO i København, siger, at ’en arrest er ét af de redskaber, SKAT kan bruges for at sikre betaling’ - men han undrer sig:
- Jeg har aldrig før set, at SKAT vælger et så drastisk skridt i en situation som denne, hvor man ved, at familien jo så ganske enkelt ikke har nogen penge, i stedet for at finde en løsning, hvor der betales noget og stilles sikkerhed, så tilværelsen kan fortsætte for familien.
Det fremgår af reglerne for at bruge arrest, at det kun må ske, hvis ’der er grund til at frygte, at aktiverne vil blive bragt uden for myndighedernes rækkevidde’, og skatteekspert, lektor, ph.d. Thomas Rønfeldt vurderer, at SKATs metoder formelt set er i orden.
- SKAT har trukket det stærke kort, men jeg tror, det er begrundet i, at Jesper Nielsen havde penge i banker i udlandet, boliger i udlandet, og mulighed for at flytte midler ud af landet, hvis han ville. Det kombineret med, at SKAT jo mente, at hvis der ikke kunne indgås en aftale, så var der nok også tale om strafbare forhold, hvorfor der i SKATs optik, var en større risiko for at Jesper Nielsen ville stikke af, end i mange andre sager.