Jack Wilshere er igen i problemer. Arsenal-midtbanespilleren, der tilbringer mere tid på briksen for at få behandlet sine skader, end han gør på banen, er blevet fanget med en vandpibe på et billede på Instagram.

Og når man kender hans manager Arsene Wengers indstilling til rygning, ved man, at billedet betyder problemer for den 23-årige engelske landsholdsspiller, som i øjeblikket endnu engang er ude af truppen med en ankelskade.

Billedet, der blev lagt ud på Instagram tirsdag, viser Wilshere på en natklub i London, hvor han står med en vandpibe i hånden sammen med en kammerat og tre unge piger.

Billedet blev fjernet fra det sociale billedemedie for siden at dukke op i beskåret version, hvor man kun lige kan ane Wilsheres tilstedeværelse i hjørnet, mens piben er helt væk.

Tilbage i oktober 2013 fordømte Arsene Wenger rygning blandt hans spillere.

»Det er en kendsgerning, at det kan ødelægge dit helbred, når du ryger og drikker derhjemme, hvor ingen ser det. Men når du går ud og gør det offentligt, så ødelægger du dit ry og muligheden for at være et godt eksempel,« fastslog Wenger dengang.

Wilshere er tidligere blevet fanget to gange i at ryge offentligt, så han bør vide, at der vanker en stor skideballe og formentlig også en anseelig bøde denne gang.

Da billederne dukkede op af en rygende Wilshere sidste sommer, beklagede han.

»Rygningen? Selvfølgelig fortryder jeg det. Jeg er tidligere blevet set, hvor jeg har gjort det. Jeg sagde dengang, at jeg begik en fejl - og her begik jeg igen en fejl. Folk begår fejl. Jeg er ung, jeg lærer af det. Jeg forstår, hvilke konsekvenser det har, og hvordan det påvirker de unge, der vokser op.«

»Jeg har selv børn, og jeg vil ikke have, at de vokser og tror, at deres far ryger, og at det er ok, at fodboldspillere ryger, for det er det ikke. Det er uacceptabelt, og jeg vil acceptere konsekvenserne og komme videre.«

Ord, der allesammen klinger hult, nu hvor Wilshere tilsyneladende har inhaleret igen. Medmindre han selvfølgelig bare holdt piben for en ven, da billedet blev taget.

Det nye billede er endnu mere problematisk for Arsenal og Arsene Wenger, fordi den franske manager for nyligt straffede keeperen Wojciech Szczesny for at have røget i badet efter nederlaget til Southampton omkring nytår.

Wilshere har været ude med en skade siden november sidste år, og han er i mellemtiden blevet opereret i anklen. Han forventes tilbage i truppen i slutningen af februar.