FC Midtjylland-profilen Pione Sisto blev mandag udtaget til U21-landsholdets træningstur til Tyrkiet, men hans ansøgning om dansk statsborgerskab kører imidlertid planmæssigt, og han kan derfor udtages til A-landsholdets træningskampe mod USA og Frankrig.

Grunden til, at den 19-årige kantspiller kan blive udtaget til U21-landsholdets træningstur, og eksempelvis ikke kunne det til A-landsholdets træningskamp mod Rumænien i november, er, at han ikke må spille officielle landskampe, før han er dansk statsborger. Og da kampene under træningsturen ikke betragtes som officielle landskampe, så er der ingen hindring for Sistos deltagelse.

Men som BT tidligere har kunnet fortælle, så er Pione Sisto indstillet til dansk statsborgerskab under Lovforslag L 45 om indfødsret. Standardproceduren er, at et lovforslag skal behandles af tre omgange, og førnævnte lovforslag er allerede blevet behandlet første gang. Det er derudover på dagsordenen den 16. og 18. december, men Indfødsretskontoret fortæller, at de først venter det endeligt vedtaget i januar.

Herefter er der en 4-8 ugers behandlingsproces, før Pione Sisto og de andre ansøgere modtager deres danske pas. Men det er altså lige præcis tids nok til, at Sisto kan blive udtaget til Danmarks træningskampe mod USA og Frankring henholdsvis den 25. og 29. marts.

Så der skulle altså ikke være nogen hindring for, at landstræner Morten Olsen kan se stortalentet an ved næste landsholdssamling. Det er dog endnu usikkert, hvorvidt Morten Olsen ønsker at indlemme Sisto på A-landsholdet, eller om han hellere ser ham på U21-landsholdet frem til U21-EM i Tjekkiet til sommer .