Så blev det officielt. FC Midtjylland-profilen Pione Sisto kan nu kalde sig dansk landsholdsspiller. I første omgang kun på U21-holdet, men det er nok nærmere i mangel på træningskampe for A-landsholdet. Han er dog ikke endegyldigt låst før han spiller en officiel landskamp.

»Det er rigtig dejligt at blive udtaget til U21-landsholdet. Et hold, som har gjort det fantastisk. Et hold med mange gode spillere, og det er selvfølgelig en anerkendelse af, at man har gjort det så godt, at man kan blive en del af det,« sagde Pione Sisto til DBUs web-tv.

I første omgang er Pione Sisto kun udtaget til U21-landsholdets træningstur til Tyrkiet fra den 19.-28. januar. Men han har allerede blikket rettet mod EM-slutrunden for U21 i Tjekkiet til sommer.

»Selvfølgelig gør jeg det. (tænker på slutrunden, red.) Det tror jeg, alle, som har mulighed for at blive en del af det her, gør. Det samme gælder mig. Der er stadig lang tid, og det kræver hårdt arbejde og gode præstationer at blive en del af det her.«

U21-landstræneren, Jess Thorup, var på pressemødet åbentlyst glad for, at Pione Sisto nu er inde i DBUs landsholdsregi.

»Han er først og fremmest blevet udtaget, fordi han er en fantastisk fodboldspiller, og det har han jo bevist nu over længere periode. Så det er med glæde, at vi kan udtage ham til den her trup, som jo indbefatter uofficielle kampe i Tyrkiet, og derfor har vi mulighed for at se Pione an,« sagde U21-landstræner Jess Thorup på pressemødet.

»Som jeg sagde før, så er hans talent jo åbenlyst. Det er én ting, og noget andet er det, at få lov til at arbejde sammen med ham i en længere periode, og det synes jeg giver rigtig gode muligheder. Og det giver os jo selvfølgelig også håb om, at han lige om lidt får det her danske statsborgerskab, så han også i fremtiden kan komme til at spille nogle rigtig vigtige landskampe for Danmark.«

FC Midtjylland har på sin Twitter slået et billede op af Pione Sisto iført landsholdstrøjen. Ligesom det også kan ses på DBU.dk, at Sisto er udtaget til træningsturen til Tyrkiet.

Pione Sistos udtagelse blev offentliggjort på et pressemøde i Tjørring. Det var ikke helt tilfældigt, for det er samtidig byen, hvor Sisto er opvokset og har fået sin fodboldopdragelse inden han som 14-årig blev en del af FC Midtjyllands fodboldakademi.

Den 19-årige kantspiller er indstillet til dansk statsborgerskab under Lovforslag nr. L 45. Lovforslaget gennemgår anden- og tredje behandling henholdsvis den 16. og 18. december. Når lovforslaget er blevet vedtaget betyder det principielt, at han kan kalde sig dansk statsborger. Han må dog stadig vente lidt på sit danske pas.