Det går hedt for sig, når de to præsidentkandidater debatterer for åben skærm. Nogle gange så hedt, at de to magtfulde herrer ikke kan holde sig til sandheden.
Enten har de ikke researchen i orden, eller også lyver de. Fx er det ikke heldigt, når Mitt Romney ikke har styr på Mellemøstens geografi. Og hvis Barack Obama gerne vil være sikker på at blive genvalgt, skulle han nok lige have undersøgt, hvordan krigen i Irak og Afghanistan er blevet finansieret. Især når hver fjerde amerikaner følger med hjemme fra stuerne. Bt.dk har samlet fire af republikanernes Mitt Romneys og fire af demokraternes Barack Obamas største fejl under de tre TV-debatter, der kørte i oktober måned.
BARACK OBAMA:
Forsikringssvindel
Det sagde han: »Gennem de sidste to år, er forsikringspræmien steget - det er sandt - men den er steget langsommere end noget andet tidspunkt de sidste 50 år. Så vi er allerede begyndt at se en fremgang.
Sådan er virkeligheden: Det er ikke korrekt. Forsikringspræmien på sundhedsforsikringer er gennem de sidste par år vokset og vokset. Hurtigere end folks løn og den totalte økonomiske vækst. Siden Obama overtog præsidentposten i 2009 er en basisforsikring for en familie steget med næsten 2400 dollar (ca. 14.000 kr)
Krig for lånte penge
Det sagde han: »Lad os tage nogle af de penge, som vi har brugt på krigene i Irak og Afghanistan det sidste årti, til at genopbygge Amerika og bygge veje, broer og skoler. Så går USA en lys fremtid i møde”.
Sådan er virkeligheden: Krigene i Irak og Afghanistan er hovedsagligt blevet finansieret via lånte penge. Så selvom de amerikanske tropper skal være ude af Afghanistan i 2014, giver det ikke pludselig flere penge, man bare kan bruge på noget andet. Hvis man øremærkede pengene, man har brugt på krig, til at bygge skoler og infrastruktur, vil det altså bare betyde, at man blev nødt til at låne flere penge af et statsbudget, som i forvejen kammer over af røde tal.
Fup med statsborgerskabet
Det sagde han: »Unge mennesker, der er kommet til landet - ofte med deres forældre, som er gået i skole her, som har sværget troskab til vores flag, som har set USA som deres land og har set dem selv som amerikanere, men som bare ikke har haft papir på det. Dem skulle vi finde en vej til at give dem statsborgerskab. Og det har jeg gjort«.
Sådan er virkeligheden: Nej, han har ikke. Han har gjort sådan, at unge illegale indvandrer kan ansøge om en arbejdstilladelse og være i landet i op til to år, mens ansøgningen bliver behandlet. Og regeringen har indført en politik, der gør, at man som regel ikke anholder illegale indvandrere og smider dem ud af landet, hvis de har været i USA i lang tid og ingen plettet straffeattest har. Men disse ting gør altså ikke, at alle unge indvandrere sådan uden videre får statsborgerskab .
Hvor mange job sagde du?
Det sagde han: »Hvad, jeg gerne vil gøre, er at skabe flere job end de fem millioner, vi allerede har skabt i den private sektor over de sidste 30 måneder«.
Sådan er virkeligheden: Som han før har gjort, så får Obama tallene til at lyde bedre, end de egentlig er. Han negligerer det faktum, at der er blevet færre job i den offentlige sektor. Ifølge officielle tal er der gennem de sidste 30 måneder blevet skabt 4,5 millioner job. Men i månederne efter, at Obama lige var blevet præsident - hvilket er over 30 måneder siden - mistede 4,3 millioner deres job. Så egentlig har han kun skabt 200.000 job.
MITT ROMNEY
Lidt for pessimistisk jobsituation
Det sagde han: »Der er bevis for, at 23 millioner mennesker er uden arbejde. Bevis for, at én ud af seks lever i fattigdom. Bevis for, at vi er gået fra 32 millioner på madkuponer (en fattigdomsstøtte, red.) til 47 millioner. Bevis for, at 50 procent af alle nyuddannede ikke har kunnet finde arbejde i år«.
Sådan er virkeligheden: Der er kun 12,5 millioner arbejdsløse - ikke 23 millioner. Det tal får Romney ved at tælle de folk, der har et deltidsarbejde, men gerne vil have et fuldtidsarbejde, med. Desuden er det kun 25 procent af de nyuddannede, der ikke kan finde arbejde. De sidste 25 procent får Romney ved at lægge alle de, der har fundet et arbejde, men som ikke svarer til deres kvalifikationer, til.
Ingen indflydelse på benzinprisen
Det sagde han: »Benzinpriserne er fordoblet, efter at præsidenten kom til. Prisen på elekticitet er også steget«.
Sådan er virkeligheden: Romney har ret i, at gennemsnitsprisen på benzin er fordoblet. Og endda lidt mere end det. Men præsidenter har næsten ingen indflydelse på benzinpriser. De bliver bestemt på internationale råvarebørser verden over. Desuden er elpriserne næsten ikke steget, siden Obama tog over. De er steget mindre end én procent om året, hvilket er mindre end den årlige inflationsrate.
Geografifadæsen
Det sagde han: »Syrien er Irans eneste allierede i den arabiske verden. Det er deres vej til ud til havet«.
Sådan er virkeligheden: Her har Romney ikke styr på sin mellemøstlige geografi. Syrien er IKKE Irans vej til havet. Det sydlige Iran har 2500 km kystlinje, der grænser ud til Den Persiske Golf. Desuden har nordsiden 736 km kystlinjen ud til Det Kaspiske Hav. Desuden grænser Iran heller ikke op til Syrien, da hele Irak og noget af Tyrkiet ligger imellem de to lande. Og man kan ikke just sige, at Iran og Irak er specielt gode venner.
Den største bommert
Det sagde han: »Hr. Præsident. Grunden til at jeg kalder det for »undskyldningernes tur« er fordi, at du fløj til Egypten, Saudi Arabien, Tyrkiet og Irak - og skippede forresten Israel, vores ’bedste ven’ i den region. I disse lande sagde du på TV, at USA havde været affærdigende og hånende. Du sagde, at USA havde været dikterende over for andre nationer«.
Sådan er virkeligheden: Romney har gentagende gange og fejlagtigt beskyldt præsidenten for at have rejst rundt i verden i sin tidlige fase som præsident og undskyldt over for amerikanernes opførsel. Obama sagde ikke ’undskyld’ på disse rejser. Han sagde, at USA havde opført sig direkte modsat i forhold til landets traditioner og idealer i behandlingen af terror-mistænkte. At USA bestemt er medskyldige i international økonomisk uro og nogle gange havde været næsten hånlige over for Europa. Samtidig lovpriste han også USA og landets idealer. Romneys beskyldning regnes for at være en af hans største bommerter indtil videre.