Onsdag eftermiddag blev en 43-årig politimand fra Københavns Vestegns Politi erklæret død, efter han tirsdag blev skudt i hovedet lige uden for politigården i Albertslund.
Efter det kom frem, at den 43-årige politimand ikke overlevede de skader, han fik, da han blev skudt i hovedet fra to-tre meter, er folk strømmet til området ved politigården i Albertslund.
Mange har tændt lys og lagt blomster på stedet. Og enkelte personer har skrevet små kort til den afdøde politimand, der var en del af hundepatruljerne.
På et kort står der blandt andet:
'Kære politimand. Jeg kendte dig ikke, men synes det var meningsløst, at du skulle dø så ung.'
Onsdag aften holdt Københavns Vestegns Politi et pressemøde, hvor politidirektør Kim Christiansen kort beskrev den afdøde betjent.
»Det var en meget dygtig og anerkendt kollega, vi har med at gøre her. I hundeafdelinger var han et meget kendt navn. En dygtig og god kollega, vi har måttet tage afsked med. Og alle på Vestegnen er berørte,« sagde Kim Christiansen.
Herunder kan du se flere billeder af de mange blomster og lys.