Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Uanset hvor den 43-årige dræbte betjent slog sine folder, var han højt respekteret. Om det var som hundefører ved Københavns Vestegnens Politi eller som ildsjæl i lokale idrætsklubber, hvor han gav sunde værdier videre til børn og unge.
Den respekt, der omgav ham, var også synlig onsdag aften ved gerningsstedet foran Vestegnens politistation i Albertslund. Stedet, hvor han brutalt blev skudt i hovedet af en formodet psykisk syg gerningsmand, tirsdag morgen.
Den afdødes politikollegaer, sportskammerater og lokale danskere var onsdag aften troppet op på gerningsstedet, hvor der blev lagt blomster, lys og en sidste hilsen.
En af dem, der var forbi, var den afdødes nære kammerat, en 50-årig mand, fra den lokale idrætsklub.
’Du har altid været en fighter’, stod der i det brev, han onsdag aften lagde ved gerningsstedet for at ære sin ven.
De havde kendt hinanden, siden de var børn, og idrætsklubben var deres fælles referencepunkt. Deres ildhu for klubben trak mange sportsinteresserede unge fra lokalområdet til sig, fortæller kammeraten.
»Efter en sen nattevagt kunne han finde på at tage direkte ned og træne børn og unge mennesker. Han var meget opsat på at give værdier videre til de næste generationer. Han var altid glad og positiv, og hvis nogen følte sig utrygge, var han altid parat til at give en hjælpende hånd,« siger kammeraten, som også fortæller, at den afdøde var omgærdet af en særlig pionerånd.
Den oplevede han, da han sammen med den 43-årige for fire år siden, startede en ny idrætsklub op i lokalområdet, hvor de begge var fra. BT er bekendt med kammeratens identitet, men har valgt ikke at omtale det på grund af drabssagens navneforbud.
»Det er så tragisk. Alle, der har været tæt på ham, er meget knuste,« fortæller den 50-årige kammerat.
En anden god ven af den afdøde, som BT har talt med, fortæller, at den afdøde betjent var en meget vellidt person i en anden idrætsklub, som den 43-årige betjent ofte kom i.
»Han var meget dedikeret, engageret og nede på jorden. Da vi fik nyheden om hans død, mødte der over 100 mennesker op i klubben for at holde ét minuts stilhed til ære for ham. Efterfølgende kørte vi over til politistationen og lagde blomster og personlige hilsner til ham. At der dukkede så mange op for at mindedes ham med så kort varsel, siger noget om, hvor vellidt han var,« fortæller den afdødes ven gennem mere end 10 år, som BT kender identiteten på, men som vi grundet navneforbuddet i sagen vælger ikke at offentliggøre.
»Han har rørt mange i klubben. Han var sådan en person, som, folk bare kunne lide. Og så var han god til at lytte til folk. Alle i klubben er i chok over nyheden,« forklarer vennen.
Han efterlader sig nu en kæreste og to børn.

