Tinkoff-Saxos udskældte superstjerne slog til på sidstedagen og sikrede sig den samlede sejr i Tour of California med mindst mulige margin.
Han har fået andenpladser i stimer, men løn til overflod. Han er blevet udskældt og kaldt en fiasko.
For Peter Sagan har der været større sejre end at vinde Tour of Califonia. Men timingen i at stryge helt til tops på sidstedagen af det amerikanske etapeløb, er svær at overvurdere.
Den 25-årige slovak kunne søndag stå op til nyheden om, at Oleg Tinkov juridisk vil gøre et forsøg at ændre i den tre-årige multimillionkontrakt, Sagan skrev under med den russiske finansmand og Bjarne Riis i sensommeren 2014.
Ikke nogen opmuntrende nyhed for Sagan, der menes at tjene 25 mio. kr. om året og dermed ligge i toppen af prof-rytternes økonomiske fødekæde.
Alligevel fik Peter Sagan ført en slags bevis for, at han efter et forår med bare en enkelt sejr nu er tilbage ved fordums styrke.
Sagan kunne ganske vist se Mark Cavendish vinde 8. og sidste etape i Los Angeles, men med indlagte bonussekunder var de øvrige podieplaceringer af afgørende betydning for Sagan, som frem til spurten var et sekund efter Julien Alaphilippe.
I en hæsblæsende finish så Sagan ud til at være kommet til kort, men målfotoet viste, at Tinkoff-Saxo-stjernen lige akkurat nåede at kaste forhjulet frem og slå Tyler Farrar i kampen om tredjepladsen og de forløsende fire bonussekunder.
Det var nok til at sikre den samlede sejr for Sagan, der undervejs også har vundet to etaper i tæt kamp med Mark Cavendish, hvis sæsontotal nåede op på 13 sejre i et år, hvor den 30-årige brite skal forhandle kontrakt.
Sagan, derimod, har for så vidt sine kontraktforhold på det rene, med mindre Oleg Tinkov stadig agter at finde et juridisk smuthul. Sejren i Tour of California er næppe nok til at lægge en dæmper på den russiske finansmand.
Peter Sagan selv har erklæret at ville mødes med Oleg Tinkov til en snak under fire øjne.