Det lød meget godt, da Oleg Tinkov onsdag benyttede den første lejlighed til at hylde sig selv og håne rivalerne, da Alberto Contador gik i den lyserøde førertrøje i Giro d'Italia.
»I nat sov Alberto i min Villa Le Palme med jacuzzi og swimmingpool. Pas på, Richie Porte, det her er ikke en autocamper.«
»Efter at have sovet i min villa fik Alberto ekstra kræfter. Det ser ud til at være bedre end at bo i en autocamper, « skrev Oleg Tinkov på Twitter med henvisning til et tidligere ironisk tweet fra Team Sky om, at man havde fået ny bus.
Men Tinkov skulle måske lige have vendt sine morsomheder med Alberto Contador, for der var i hvert fald ikke meget hjælp at hente fra den lille spanier, da han blev spurgt til, om han havde ligget i ske med Oleg Tinkov natten inden etapen til Abetone.
»Nej, jeg sov på hotellet sammen med mine holdkammerater. Vi er her som en gruppe,« sagde Contador ifølge Biciciclismo på pressemødet efter etapen.
Om spanieren så har sovet i Oleg Tinkovs italienske hus natten til torsdag er nok endnu mere tvivlsomt. Efter Tinkovs favorit-fodboldhold Juventus spillede sig i Champions League-finalen har han nok festet mere end, hvad en toptunet cykelrytter kan holde ud inden torsdagens 181 km lange, flade etape Castiglione Della Pescaia.
