SRSF-regeringen har også skattelettelser på arbejdsindtægt i støbeskeen, men de skal finansieres af forhøjede skatter og afgifter andre steder. Den forhøjede arveafgift, der vil ramme de velhavende danskere mest og give flere penge i tegnebogen til de lavtlønnede, er bare en af mange kommende stigninger.

Venstre vil i stedet give ’reelle skattelettelser’ – altså uden at andre skatter og afgifter stiger. Det kan kun lade sig gøre ved at bremse op for væksten i den offentlige sektor. Men det er planen, at det skal ske uden fyringer og nedskæringer i det offentlige. Lars Løkke Rasmussen har nedsat en række arbejdsgrupper, der skal udvikle en ny politik på forskellige områder, hvor skattelettelserne måske er det vigtigste.

- Vi vil lave aftaler, der trækker i den rigtige retning. Men regeringen har gjort det mindre attraktivt at gå på arbejde. Vi har fået gang i eksporten, men danskerne tør ikke bruge penge. Regeringen skaber tvivl og usikkerhed, når de siger, at alt er i spil. Vi kan ikke få gang i forbruget, hvis folk er bange for, hvad regeringen finder på, siger Lars Løkke Rasmussen.

Er det ikke svært at vise, hvad Venstre vil, hvis I samtidig laver store aftaler med regeringen?

- Nej. Venstre er jo ikke i en identitetskrise. Når vi skal forbedre skoler, sygehuse osv., handler det ikke kun om at bruge flere penge, men om at bruge dem klogere. Vi vil lave forlig med regeringen, men vi vil prøve at gøre regningen mindre. I energiforliget fik vi sat regningen ned fra 5,6 mia. til 3,4 mia. kr.