Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) springer nu ud som bestyrelsesformand for Løkkefonden, som skal drive et akademi for drenge med indlæringsproblemer. Det skriver Politiken. Målet med akademiet er årligt at hjælpe 100 drenge ved at lade dem deltage i en gratis sommerlejr af tre ugers varighed, hvor de vil blive undervist af læringseksperter. Akademiet skal inspirere til at løse problemet med drenge, der sakker længere og længere bagud i uddannelsessystemet og karakterræset i forhold til pigerne.

- Vi kan se, der er en problemstilling, som vi i hvert fald ikke har fået løst, og som ikke nødvendigvis bare handler om ressourcer, men om den måde, vi har tilrettelagt tingene på, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Han er efter eget udsagn »kommet så langt, at det økonomiske fundament under aktiviteterne har et omfang, så jeg tør sætte det i verden«.

Venstrelederen får desuden prominent selskab i bestyrelsen, hvor også erhvervsspidserne Lars Kolind og Allan Søgaard Larsen fra Falck er at finde.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) hilser forslaget velkomment.

- Det er superfedt, når folk tager initiativer, hvor de går ind i konkrete problemer, som Frivilligdanmark heldigvis har en god tradition for, siger hun med henvisning til danskernes lyst til at arbejde gratis for forskellige sager.

Lederen af Center for Ungdomsforskning ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) tvivler dog på, at akademiet kan løse det store problem med de trængte drenge ved at lade et fåtal af dem komme på sommerlejr.

- Det er da fint at give den her gruppe drenge nogle muligheder og at samarbejde med erhvervslivet. Men at tro, at det kan give nogen som helst svar på de store udfordringer, det er at lægge for meget over på 100 menneskers skuldre, siger Noemi Katznelson til Politiken.

BNB