Skat har udgivet en pjece om indkomst ved prostitution og intim-massage i Danmark.

På forsiden af den 11 sider lange vejledning har SKAT illustreret indholdet med den nederste del af en kvindekrop iført sorte netstrømper og hvide lange støvler.

Billedet skal tydeligvis illustrere en prostitueret kvinde, og det har skabt forargelse.

Staten som alfons

Feminist og journalist Gretelise Holm er en af dem, der er forarget over SKATs pjece, ikke mindst illustrationen på forsiden.

- Jeg synes, at illustrationen er fantasiløs og smagløs, skriver hun i en mail til B.T.

Hun mener dog, at hovedproblemet ligger et andet sted. Nemlig at SKAT nu åbenbart optræder som alfons – altså beriger sig på utugt, som det hed i den gamle straffelovsparagraf.

- Nu er staten altså alfons, og man må vel så se netstrømperne som en reklame for statens virksomhed, skriver Gretelise Holm. 

Skattepligtige sex

At sælge ydelser inden for intim massage og prostitution anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

En prostitueret er altid skattepligtig, men først når omsætningen overstiger de 50.000 kroner inden for en periode på 12 måneder, skal de prostituerede momsregistreres.


Prostituerede fra andre EU-lande, der arbejder i Danmark, er skattepligtige fra første dag, siger SKAT.

Prostituerede fra tredje lande, som ikke er EU-borgere, skal ifølge SKAT have en gyldig opholdstilladelse, hvis de forventer at forblive i Danmark ud over de tre måneder som turist. En sexarbejder, der ikke har en sådan tilladelse, kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

SKAT stiller store krav til bogføringen, der skal føres dagligt. Alle ind- og udbetalinger skal registreres. For eksempel skal den prostituerede holde styr på ydelser, køb af prævention, leje af lokaler og annoncer.

Bt.dk følger op på sagen.
 

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.