Fem tidligere topfolk fra den krakkede Roskilde Bank har sikret deres formuer mod erstatningskrav fra aktionærerne ved at oprette ægtepagter. Det kunne TV 2 Nyhederne fortælle torsdag.

Den såkaldte »kone-finte« udstiller ifølge Benny Engelbrecht, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, »de involverede som nogen, der har en virkelig dårlig sag«.

- Det er op til retten at afgøre, om kone-finten kan omgøres. Det er slet ikke givet, at den kan bruges til noget i denne sag, siger Benny Engelbrecht.

Roskilde Banks krak i 2008 kostede 33.000 aktionærer mellem seks og syv milliarder kroner, og selv om sagen i øjeblikket bliver undersøgt af bagmandspolitiet, kan hverken politiet eller det statsejede Finansiel Stabilitet forhindre, at de forhenværende topfolk bruger deres penge inden domsafsigelsen.

Den tidligere ledelse, heriblandt den tidligere bankdirektør, Arne Wilhelmsen, er sagsøgt for i alt en milliard kroner og skal selv til lommerne, hvis dommen ikke ender til deres fordel.

Ifølge Benny Engelbrecht kan det danske EU-retsforbehold spænde ben for en stramning af reglerne på området.

- Justitsministeren har gjort opmærksom på en række ting i et nyt EU-direktiv, men om de kan bruges til noget i sagen om Roskilde Bank, er for tidligt at sige. Når den komplekse sag er overstået, skal vi overveje, om lovgivningen er tilstrækkelig. Vi har et retsforbehold, der betyder, at det er meget vanskeligt for os at implementere disse ting i dansk lovgivning, og det kan man jo bare ærgre sig over, siger erhvervsordføreren.

Justitsminister Morten Bødskov (S) har sagt til Børsen, at han er begejstret over indholdet i EU-direktivet.

- Vi mener, at det er et godt forslag, der vil gøre det betydeligt lettere at gennemføre konfiskation og indefrysning af aktiver, har han sagt til avisen.