Man kan sagtens illustrere prostitution med en kvinde iført sorte netstrømper og hvide lange støvler.
Det mener SKAT, der afviser kritikken af den nye pjece vedrørende skat- og momspligtig indkomst af prostitution og intim massage i Danmark.
Feminist og journalist Gretelise Holm har tidligere i dag på bt.dk kritiseret illustrationen, som hun kalder for fantasiløs og smagløs.
Men SKAT mener ikke, at der er noget i vejen med at bruge det pågældende billede på forsiden.
- Billedet er udtryk for, hvordan langt hovedparten opfatter en prostitueret, skriver specialkonsulent i SKATs kommunikations- og presseafdeling, Malene Bonavent, i en mail til bt.dk.
Hun tilføjer, at hvis det havde været en pjece til murerbranchen, så ville SKAT tage et billede af en murer i arbejdstøj.
Generelt prøver SKAT at bruge billeder med mennesker på, da det gør pjecerne mere spændende og levende, skriver Malene Bonavent.
bt.dk har bedt SKAT om tidligere eksempler på pjecer med illustrationer af enkelte faggrupper på forsiden. Men det har ikke været muligt at få sådan en udleveret i dag.
Ingen kommenter til alfons beskyldninger
Gretelise Holm beskylder desuden SKAT - og dermed staten - for at optræde som alfons. Altså at berige sig på utugt.
- Nu er staten altså alfons, og man må vel så se netstrømperne som en reklame for statens virksomhed, har Gretelise Holm tidligere udtalt til bt.dk.
SKAT vil i dag ikke kommentere på Gretelise Holms alfons beskyldninger.
Stereotyp fremstilling
Talskvinden for Sexarbejdernes Interesse Organisation, Susanne Møller, er ikke begejstret for illustrationen.
- Der er tale om en meget stereotyp fremstilling af sexarbejderne, siger Susanne Møller, der ikke vil kommentere yderligere på selve illustrationen.
Hun mener til gengæld, at sexarbejderne har langt større og alvorligere problemer med SKAT.
- Vi mener ikke, at SKAT oplyser sexarbejderne godt nok om deres rettigheder. Kun pligterne, siger Susanne Møller.
At sælge ydelser inden for intim massage og prostitution anses for at være selvstændig erhvervsvirksomhed.
En prostitueret er altid skattepligtig, men først når omsætningen overstiger de 50.000 kroner inden for en periode på 12 måneder, skal de prostituerede momsregistreres, skriver SKAT blandt andet i den omstridte pjece.