Kevin Magnussen var ikke i Texas til weekendens amerikanske grandprix og kommer heller ikke til sæsonfinalen i Brasilien i næste weekend.

Jobbet som reservekører varetages af den engelske DTM-kører Gary Paffett mens danskeren forbereder sig til 2014-sæsonen.

Forberedelserne inkluderer simulator-arbejde i teamets hovedkvarter i Woking og fysisk træning. Kevin Magnussens første officielle optræden som McLaren-kører ventes at blive team-præsentationen, der er planlagt til medio januar. Her vil både den nye 2014-model og teamets nye hovedsponsor blive præsenteret. Den første vintertest med de nye biler afvikles på Jerez-banen i Spanien over fire dage med start 28. Januar.

Her ventes det, at Jenson Button på grund af sin erfaring kører den første dag, men Magnussen får efter planen to af dagene i den nye bil. Yderligere to tests, begge i Bahrain, afvikles 19. – 22. februar og 27. februar – 2. marts inden sæsonstarten i Melbourne, Australien 16. marts. Den foreløbige kalender for formel 1-sæson 2014 indeholder 22 løb, men de seneste rygter i paddocken i Austin siger, at de planlagte løb i Korea, New Jersey og Mexico falder bort.