Det er blevet nemmere at få genoptaget skatteansættelsen
Selv om vi har passeret 1. maj, er der tid endnu, hvis man har glemt at få nogle af de gode fradrag med på ens selvangivelse. Man kan stadig nå at rette fejl i årsopgørelsen tre år tilbage, og fra i år kan man for første gang gøre det helt digitalt.
Man skal blot gå ind i sin skattemappe, lave rettelserne og skrive en begrundelse. Herefter ser Skat på sagen.
Det er ikke længere nødvendigt at sende et brev til Skat med dokumentation for det manglende fradrag. Nu kan man ordne det hele på pc’en.
- Det nye er, at man kan gøre det hele digitalt, hvis man har glemt et fradrag eller af anden årsag ønsker genoptagelse. Tidligere kunne man kun gøre det digitalt et år tilbage, og derudover skulle det ske manuelt, men fra i år kan man gøre det hele digitalt, siger underdirektør i Skat, Richard Hanlov, der fremhæver, at der hvert år er omkring 100.000 danskere, som søger om at få rettet deres årsopgørelse fra tidligere år.
Ny årsopgørelse
- Når man har lavet rettelserne, vil man få en ny årsopgørelse, hvor man enten får skat tilbage eller får en restskat, siger Richard Hanlov.
1. maj har dog stadig en vis betydning. For det er skæringsdatoen for de tre år. Det betyder, at man som udgangspunkt ikke længere kan søge om genoptagelse af ens årsopgørelse fra 2009 og tidligere.
Det er kun årene 2010, 2011 og 2012, der tæller.
Partner i KPMG Per Ørtoft Jensen fremhæver, at der er en række fradrag, der ikke er indberettet automatisk til Skat, og det er først og fremmest dem, man skal være opmærksom på.
- Oplysninger som renter på bank- og boliglån har Skat fået oplyst, men der kan mangle noget på kørselsfradraget, siger Per Ørtoft Jensen.
- Herudover kan man have private lån. Eller hvis man bor i en ejerforening, hvor der er fælles lån. Betaler man renter, vil man være berettiget til fradrag, men ejerforeningen har ikke indberettet dem til Skat på personniveau, siger Per Ørtoft Jensen.