Hvis du vil have et langt liv, skal du ikke løbe for meget, ikke løbe for lidt, men løbe ud af den gyldne løbe-middelvej. Men hvad er så det? Ifølge et nyt dansk studie er det tre gange om ugen, i alt 1-2,5 timer, i et langsomt eller almindeligt tempo, så kan du nemlig forvente en længere levetid på omkring seks år.

En stor dansk undersøgelse viser som den første i verden, at motionsløbere lever betydeligt længere end ikke-løbere. Studiet bliver 1. april publiceret i det anerkendte tidsskrift 'American Journal of Epidemiology'.

- Undersøgelsen viser, at mænd lever 6,2 år længere og kvinder 5,6 år længere end andre i befolkningen, hvis de motionsløber, siger manden bag undersøgelsen, hjertelæge Peter Schnohr til bt.dk.

De danske forskere har brugt data fra Østerbroundersøgelsen, hvor de igennem 35 år har undersøgt og fulgt næsten 1.900 motionsløbere (800 kvinder og 1100 mænd) og ca. 16.000 ikke-motionsløbere. Motionsløberne havde i gennemsnit løbet i 10 år.

Ifølge hjertelægen skal man ikke løbe maraton for at få glæde af de sundhedsmæssige sideeffekter ved løb.

- Man tror ofte, at hvis man træner så meget som muligt, så bliver det så godt som muligt. Men vi har vist, at dem der levede længst, var de der løb 1 til 2,5 timer om ugen i et langsomt eller almindeligt tempo og i alt tre gange om ugen, siger Peter Schnohr. De der løb mere end dette, fik ikke en større gevinst på levealderen.

Tempoet er vurderet ud fra personen selv og tager højde for, at en 20-årig og 80-årig løber har en forskellige definition af et langsomt/almindeligt tempo.

Årsagen til at motionsløbere lever længere er, at de først og fremmest har en betydelig lavere risiko for at dø af hjertesygdom. For mændene var risikoen 68 pct. lavere og 52 pct. for kvinder. Løberne havde desuden en lavere risiko for at dø af lungesygdom, blodprop i hjernen, og kræft.


Fakta: Det gør løb godt for dig
Motionsløb og andre mere krævende former for motion medfører flere positive ændringer i kroppen, som kan forklare den længere levelængde: Motion forbedrer hjerte-kredsløbsfunktionen, herunder øger den den maksimale iltoptagelse (konditionstal), og nedsætter hvile-pulsen, øger insulinfølsomheden til gavn specielt for sukkersygepatienter, forbedrer blodets fedtindhold (det gode HDL-kolesterol og triglycerider), sænker blodtrykket, forbedrer blodets koagulationsforhold, og immunfunktionen. Overvægten mindskes, det samme gør stress-niveauet, og motionsløb forøger det daglige trivsel og velvære.

Kilde: Hjertelæge Peter Schnohr