Går du rundt med en lille Steven Spielberg i maven, eller ønsker du blot at lave hverdags- og ferievideoer, som tåler vennernes likes og kommentarer på Facebook, så er drømmen ikke længere væk, end at du blot stikker hånden i lommen eller tasken og trækker din smartphone frem.
Der var engang, hvor videoproduktion som minimum krævede et videokamera på størrelse med en mindre transistorradio - og selv her var der tydelig forskel mellem amatørvideoer og de klare billeder, som vi så i film, serier og nyheder. Bare se 90'ernes hjemmevideoer for dig...
Men den hastige teknologiske udvikling har faktisk gjort det muligt både at optage og redigere videoer af høj kvalitet uden andet end din smartphone.
"De nyeste smartphones kan optage videoer i så høj kvalitet, at eksempelvis luksusbilmærket Bentley har optaget en reklamevideo med en iphone. Billederne er skarpe og farverne klare. Flere modeller kan optage videoer med 50 frames pr. sekundet (FPS) i fuld HD. Det giver eksempelvis mulighed for flotte slowmotionoptagelser," forklarer Claus Lillevang, som er professionel fotograf og underviser blandt andet mediegrafikere på Syddansk Erhvervsskole. I tre videoer til Telenors Fotoskole giver han sine bedste tips og tricks til dig, der gerne vil i gang med at optage fede film til det digitale familiealbum med smartphone.
Vis hvad du kan med dit mobilkamera og vind en fotosession for hele familien.
I den første video har han samlet de basale regler, som er gode at kende, når man optager:
Sæt scenen, Lav Closeups og brug skæve vinkler
Find den rigtige smartphone
De fleste smartphones egner sig til at lave gode videoer. Der er dog forskel på, hvad de forskellige modeller kan.
Når du skal bruge din smartphone til video, skal du slet ikke forholde dig til antallet af pixel, som kameraet kan fotografere med, men i stedet den opløsning, som den kan optage videoer i:
"Nogle smartphones, eksempelvis Samsung S6 Edge, som de tre videoer i Telenors Fotoskole er optaget med, kan optage i Ultra HD (4K) kvalitet, som er 4 gange så høj en opløsning, som de Full HD fladskærms-TV, som de fleste har hængende derhjemme," forklarer Claus Lillevang og fortsætter:
"Det er også en god ide at kigge efter, om din smartphone har optisk billedstabilisator, som kan tage nogle af de rystelser, som kommer fra hånden."
Du kommer til at bruge masser af plads
De fleste smartphones kan købes med forskellig lagringsplads. Hos modellerne fra Samsung og Apple varierer lagringspladsen typisk fra 16 til 128 gb.
"Hvis du vil lege meget med at lave film, kan det også betale sig at købe en lidt større model. En 30-sekunders video fylder ca. 300 mb. Og hvis du har købt en smartphone med 16 gb, så bliver din hukommelse på telefonen hurtigt fyldt op," siger Claus Lillevang.
Det kan her være en fordel at smide sine filer direkte op i skyen, for eksempel Telenors OneDrive, Google Drev, iCloud eller Dropbox. Fra skyen kan du hente dem når som helst, du ønsker, og fra forskellige enheder, ligesom du nemt kan dele filerne med andre.
Få flere råd til dine videoer her
Selvom en smartphone er et fremragende redskab til at lave videoer, har den sine begrænsninger, som man med fordel kan være opmærksom på. Eksempelvis har den som regel dårligere billedstabilisator og objektiv end kompaktkameraer og spejlrefleks. En smartphone vil også komprimere videofilerne mere end eks. et spejlrefleks. Her kan du kompensere en del og gøre dine optagelser mere interessant ved at anvende ekstraudstyr som stativ, fisheye-objektiver og teleobjektiver.
Rediger på telefonen
Vil du lave videoer, som egner sig til at blive set af venner og delt på Facebook, skal du være opmærksom på, at redigeringen er mindst lige så vigtig, som optagelserne. I Telenors Fotoskole introducerer Claus Lillevang to gode apps til redigering.
"Der findes masser af apps (eks. Splice, Vivavideo og Kine Master), hvor du både kan klippe, lægge filtre på, lave overgange, lægge grafiske titler på, lave baggrundslyde og meget mere. Ofte er der et musikbibliotek i appen og forskellige effektfiler, som du kan bruge til at gøre dine videoer mere fængende," siger Claus Lillevang.