Efter en perlerække af nederlag gik den ikke længere for Jores Okore og resten af Aston Villa-mandskabets manager, Paul Lambert.
Det skriver klubben på deres egen hjemmeside.
Inden Birmingham-klubben, der frister tilværelsen under nedrykningstregen, finder en ny manager, overtager førsteholdstræneren Scott Marshall tøjlerne i den traditionsrige klub.
45-årige Paul Lambert kom til klubben i 2012 efter at have rykket op med Norwich, men formåede aldrig at bringe Birmingham-holdet tilbage i subtoppen af engelsk fodbold.
Paul Lambert har blot vundet 35 ud af 115 kampe som Villa-træner - heriblandt tabt de seneste fem Premier League-kampe - og klubben er en af de dårligst scorende i hele Europa.
Sidst Aston Villa smagte sejrens sødme var mod Leicester 7. december, hvor klubben vandt hele 2-1.
Sidan da har Birmingham-klubben kun scoret to mål, hvor det ene var Jores Okores hovedstød mod Chelsea.
Aston Villas ejere har meddelt, at de snart har en afløser på plads, der forhåbentlig kan redde endnu en sæson i Premier League for Okore og co.