Aston Villas nye manager hedder Tim Sherwood. Den tidligere Tottenham-manager overtager dermed styringen med Birmingham-klubben, der har den danske forsvarsspiller Jores Okore på holdet.

Sherwood har fået en kontrakt, der løber til sommeren 2018, og han overtager trænergerningen efter Paul Lambert, der blev fyret onsdag efter en periode på 10 kampe uden sejre og kun to mål fra offensiven.

Tim Sherwood erstattede Andre Villas-Boas i Tottenham i december 2013, men i slutningen af sidste sæson brød han samarbejdet med London-klubben. Siden har Tim Sherwood været uden arbejde.

»Det er en stor ære, og jeg kan ikke vente med at komme i gang,« siger Tim Sherwood ifølge BBC.

Aston Villa indtager 18. pladsen i Premier League.