Nu er den god nok. Som BT tidligere har beskrevet, bliver Jonas Dal ny cheftræner i Esbjerg fra 1. juli 2016, når hans kontrakt med Hobro udløber. 

Jonas Dals nuværende arbejdsgiver har sammen med Esbjerg ikke kunnet finde en løsning, som gør det muligt for træneren at komme til den vestjyske klub tidligere. Og derfor vil Dal først tiltræde til i sommeren 2016, når hans kontrakt med Hobro udløber.

Hos Hobrog håber man på, at Jonas Dal i sin resterende tid hos nordjyderne vil være i stand til at flytte sidste sæsons oprykkere fra en truende nedrykning til en plads over stregen.

»Vi må erkende, at det ikke har været tilfredsstillende med blot fem point efter de første 11 spillerunder af denne sæson. Vi mener dog, at vi har et hold med et stort uforløst potentiale, og det forventer vi, at Jonas Dal vil arbejde hårdt og loyalt på at få det maksimale ud af i de resterende 22 kampe i sæsonen,« siger Jens Hammer Sørensen til klubbens hjemmeside.

Hos Esbjerg ser man omvendt frem til at kunne trække på Dals kompetencer, der er blev udviklet i FCMs talentsektor og fik svendeprøvestemplet i Hobro.

»Vi får fra næste sommer en træner, som i sit tidligere virke har vist, at han med stærke kollektive værdier og hårdt arbejde formår at skabe gode resultater. Jonas Dal har endvidere i sit mangeårige virke i FC Midtjyllands talentsektor et dybtgående kendskab til at udvikle unge spillere til et højt niveau, og han vil dermed kunne understøtte et helt afgørende element i EfBs strategi,« siger Esbjergs direktør, Søren Poulsen, om den træner, der i forrige sæson lykkedes med en overraskende oprykning til Superligaen med sit fyraftensamatørhold i Hobro.

Til manges overraskelse formåede Jonas Dal at holde oprykkerklubben i Superligaen i den første sæson, og træneren har siden været en ombejlet herre på markedet.

Således forsøgte FC Midtjylland at hente Jonas Dal som afløser for Glen Riddersholm, men Hobro ville dengang ikke give slip på sin træner før tid. Og det samme har gjort sig gældende med Esbjergs forsøg på at sikre sig den eftertragtede trænerprofil før tid.

»Jeg er overbevist, at vi i EfB vil få glæde af Jonas Dals måde at gribe trænergerningen an på og hans evne til at få det optimale ud af en spillertrup. Begge parter ønskede, at samarbejdet kunne blive en realitet fra nytår, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Indtil Jonas tiltræder, har vi fuld tillid til, at vores nuværende trænerteam kan løse opgaven,« siger Søren Poulsen, hvis hold altså vil blive styret af assistenterne Michael 'Mex' Pedersen og Lars Lungi Sørensen resten af denne sæson, medmindre en aftale inden da bliver forhandlet på plads mellem Hobro og Esbjerg.

Jonas Dal glæder sig til at komme til Esbjerg, som i de seneste sæsoner har kæmpet mod nedrykning i Superligaen.

»Lidt kækt sagt betragter jeg EfB som en sovende kæmpe, en af de store klubber med hjemsted i Danmarks femtestørste by og med stolte traditioner. Der er et enormt potentiale i klubben, byen og oplandet, og jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at samle Sydvestjylland yderligere om dens fodboldklub og udbygge stoltheden over at være en del af EfB. Som cheftræner vil jeg arbejde med at få mest muligt ud af hver enkelt spiller, så alle føler, at deres evner bliver fuldt udnyttet, og de som medarbejdere i et forpligtende fællesskab får lyst til at byde ind med mere. Jeg er personligt ydmyg over at skulle efterfølge den række af personligheder, der tidligere har trænet EfB,« siger Jonas Dal, der føler, at han tager meget med sig fra sit ophold i Hobro.

»Jeg har lært rigtig meget, og klubben har rykket sig rigtig meget i de snart tre år, jeg har været i Hobro. Jeg har mødt en åbenhed, jeg har fået lov til alt, og klubben kan være rigtig stolt af at have gjort mig klar til at træde ind på en større scene,« forklarer Jonas Dal.

Som BT kunne afsløre, får Jonas Dal en uopsigelig kontrakt frem til 31. december 2017. Derefter overgår aftalen til at være en løbende aftale med gensidig opsigelighed.