Gruppe E

Basel – Chelsea 1-0

Det skulle bare have været en stille tur til Schweiz for Chelsea, som med en sejr over Basel ville være sikre på førstepladsen i gruppen. Men sådan forløb det absolut ikke for Mourinhos tropper. Englænderne måtte nemlig se sig besejret, da Mohamed Salah scorede for Basel i det 87. minut. Dermed gentog Basel bedriften fra de to mandskabers første indbyrdes opgør i London.

Chelsea var skidt spillende, og det var hjemmeholdet, der producerede mest både i første og anden halvleg, så sejren var fuldt fortjent.

Steaua Bukarest – Schalke 04 0-0

I gruppens anden kamp havde tyske Schalke 04 en oplagt mulighed for at bringe sig tilbage i kampen om førstepladsen. Rumænske Steaua Bukarest har ikke været skræmmende og har faktisk lukket ni mål ind i dette gruppespil og kun scoret to. Men tyskerne formåede ikke at gribe chancen og sikre sig de tre point, så nu er gruppe E helt åben, før sidste runde, hvor Schalke 04 har syv point, Basel otte, mens Chelsea har ni point.

Gruppe F

Borussia Dortmund – SSC Napoli 3-1

Jürgen Klopps mandskab har været i lidt problemer i deres tre seneste opgør i både liga og Champions League, men sikke et comeback til sejrsstimen. Tirsdag aften var hjemmeholdet Borussia Dortmund sprudlende mod italienske Napoli.

Først var det Marco Reus, der bragte tyskerne foran på et straffespark efter bare 10 minutter. I anden halvleg udbyggede polakken Jakub Blaszczykowski så føringen efter 60 minutter. Derfra lignede det en lille lussing, men Lorenzo Insigne reducerede efter 71 minutter, inden lynhurtige Pierre-Emerick Aubameyang lukkede og slukkede med sit og Dortmunds sidste mål.

Arsenal – Marseille 2-0

Tyske Mesut Özil er hentet til Arsenal til Real Madrid for at agere den helt store stjerne og The Gunners' samlingspunkt, men tirsdag aften var han i en tam udgave. Faktisk var Özil så dårlig, at han måske endda burde have været skiftet ud. I slutningen af første halvleg formåede den offensive midtbanespiller oven i købet at brænde straffespark.

Heldigvis for ham så havde Jack Wilshere bragt hjemmeholdet i front efter kun ét minut, og samme Jack Wilshere gjorde det efter lidt over en time også til 2-0, som også blev kampens resultat. Nu har både Arsenal, Borussia Dortmund og Napoli mulighed for at gå videre. Napoli skal dog slå Arsenal med mere end to mål for at sikre sig avancement på grund af det indbyrdes regnskab.

Gruppe G

Zenit Petersborg – Atletico Madrid 1-1

Måske var det kulden på Stadion Petrovski i Sankt Petersborg, måske var det bare det faktum, at Atletico Madrid allerede var videre fra gruppe G, der gjorde, at gæsternes målmand Thibaut Courtois absolut ikke kunne finde ud af at tage med hænder. For efter 74 minutter droppede han fælt og forærede et mål til Zenit. Courtois var dog heldig, for inden havde Adrian Lopez sprintet fra Zenit-spillerne og scoret til 1-0. Atletico Madrid er som nævnt videre fra gruppen, mens Zenit må vente til sidste runde, før de kender deres skæbne.

FC Porto – Austria Wien 1-1

De seneste år har alle lært Porto at kende som et rigtig godt Champions League-mandskab, og når man er det, så bør Porto selvfølgelig også slå en modstander som Austria Wien. Men Porto havde en skidt og dårlig aften. Først kom hjemmeholdet bagud, da Roman Kienast gjorde det til 1-0 til østrigerne efter 11 minutter. I Jackson Martinez har Porto dog en af den slags spillere, som allerede i næste sæson givetvis er i en langt større klub end Porto, og Martinez viste sin klasse efter 48 minutter, da han gjord det til 1-1.

Gruppe H

Ajax – Barcelona 2-1

Det hollandske mandskab var presset til at hente minimum ét point mod Barcelona og gerne alle tre, hvis det ville leve videre i kampen om andenpladsen i gruppe H, og det pres satte hjemmeholdet i gang.

Efter bare 19 minutter kunne Serero score til 1-0, og få minutter før pausen fik Ajax udbytte af deres spilovertag, da Hoesen fulgte op på et Fischer-langskud og scorede til 2-0.

Det var ved at gå galt for Ajax, da Joel Veltman fældede Neymar i feltet i anden halvleg og fik rødt kort, hvorefter Xavi udnyttede straffesparket. Resten af kampen forsvarede Ajax efter bedste evne, men faktisk blev Barcelona aldrig for alvor farlig, og så endte kampen 2-1

Celtic – AC Milan 0-3

Det kunne se ud som om, at den italienske storklub AC Milan måske er ved at få lidt gang i tingene igen. Vejen til solid succes må gå igennem brasilianske Kaka, som længe har været en skygge af sig selv, Men efter 13 minutter viste Kaka lidt klasse, da han med sit hoved scorede til 1-0.

Det blev også 2-0, da forsvarsspilleren Cristian Zapata efter 49 minutter dukkede op i det lille felt på et hjørnespark og prikkede bolden i kassen. Og sørme om ikke også problembarnet Mario Balotelli endelig kom på måltavlen igen. Det skete efter 60 minutter, da han vristede sig fri af Celtic-forsvaret og scorede til 3-0.