Landsholdsspiller Nicolai Boilesen måtte tirsdag aften udgå af Ajax Amsterdams Champions League-brag mod FC Barcelona efter godt en halv times spil.

Den danske venstre back havde ellers gang i en fremragende kamp med flere gode raids på venstrekanten, og det var netop midt i endnu en dribletur, at det gik galt for Boilesen, der har været voldsomt plaget af skader i sin relativt korte karriere.

Nicolai Boilesen havde snydt to Barcelona-spillere og var på vej forbi Gerard Pique, men den spanske landsholdsspiller hev Boilesen ned. I faldet landede Nicolai Boilesen uheldigt, og han lå efterfølgende på græsset og ømmede sig.

Kort efter blev han skiftet ud, og danske Christian Poulsen kom på banen i stedet for.

Ifølge Ajax Amsterdams officielle Twitter-profil har Boilesen pådraget sig en forstrækning i sit venstre baglår.