Ifølge den portugisiske avis, A Bola, har Ronaldo bedt sin agent om at få ordnet et skifte tilbage til Manchester United. Der er dog den udfordring, at Jose Mourinho ikke ønsker at få superstjernen på holdkortet.
Det skriver den spanske Madrid-avis Marca og flere engelske medier, heriblandt Independent. Hos den engelske klub skulle Jose Mourinho have sagt pænt nej tak til at blive genforenet med sin tidligere spiller. Og det er der flere grunde til. Før det første er der Cristiano Ronaldos alder på 32 år.
Derudover vil den portugisiske træner angiveligt ikke lægge de omkring 200 millioner euro - svarende til knap 1,5 milliarder danske kroner - som Real Madrid-stjernen koster, når han kan få andre spillere til en mindre pris.
Endnu en årsag skulle være den kontrakt, Cristiano Ronaldo ville skulle have i Manchester United. En kontrakt, der ifølge Marca ville give angriberen en årsløn på op imod 25 millioner euro, svarende til 186 millioner danske kroner.
Egentlig lyder et skifte til Manchester United som et oplagt valg for Cristiano Ronaldo, der tidligere har spillet for den engelske klub.
Derudover har han arbejdet sammen med Jose Mourinho før, men det er tilsyneladende ikke nok for træneren, der også skulle have begrundet sit 'nej' med den negative stemning, der skulle have været mellem dem de sidste par måneder inden Mourinho forlod klubben.
Cristiano Ronaldo, der for tiden med det portugisiske landshold til Confederations Cup i Rusland, vil væk fra den spanske liga, efter han er blevet anklaget for skattesnyd for 110 millioner kroner af de spanske myndigheder.
En beslutning, han skulle have informeret sine holdkammerater i landsholdslejren om.
Og det er en beslutning, som har givet blandede reaktioner i Real Madrid-lejren. For mens den spanske storklubs cheftræner, Zinedine Zidane er så bekymret over udsigten til at miste en af sine store stjerner, at han valgte at afbryde sin ferie, er tonen en anden hos klubbens præsident Florentino Perez.
Perez har ifølge avisen Marca gjort det klart over for Ronaldo, at han ikke vil holde på portugiseren mod sin vilje, men Perez vil hellere ikke sætte Ronaldo foran holdet eller klubben.
Mandag aften kom præsidenten dog med lidt flere ord om Ronaldo-sagen, som han kalder for 'meget mærkelig'. Florentino Perez har ikke talt med Ronaldo siden Champions League-finalen i Cardiff den 3. juni, og derfor har de endnu ikke fået drøftet skattesagen.
»Åbenbart er der sket et eller andet, som har påvirket ham. Jeg er sikker på, at han vil fortælle os det, og så må vi se,« lød det fra Perez til radiostationen Onda Cero.
Cristiano Ronaldo har endnu ikke udtalt sig i sagen om et muligt skifte væk fra den spanske hovedstad.