»Cristiano Ronaldo har en kontrakt, og han er Real Madrid-spiller.«

Sådan lød det sent mandag aften fra præsidenten for den spanske mesterklub, Florentino Perez. Det skete til radiostationen Onda Cero.

Det var første gang, at den genvalgte boss fra Real Madrid udtalte sig om sin portugisiske stjernespiller efter nyheden om, at de spanske skattemyndigheder har indledt en sag mod Cristiano Ronaldo om skattesnyd i omegnen af 110 millioner kroner.

Siden breakede det portugisiske medie A Bola, at Cristiano Ronaldo ville væk fra Spanien på grund af sagen.

»Det er alt sammen meget mærkeligt. Cristiano er en god fyr, og vi må tale med ham og se, hvad der sker,« sagde Florentino Perez mandag aften.

Her er et udpluk af det, som Real Madrid-præsidenten sagde om sagen.

Kontakt

»Jeg har ikke talt med Cristiano, men de fortæller mig, at han er blevet behandlet dårligt i dette land. Jeg kender kun til sagen gennem aviserne.«

»Sidst gang, jeg talte med Cristiano var efter kampen i Cardiff (i forbindelse med Champions League-finalen, red.) Det, der skete med skattemyndighederne, var efter den kamp.«

»Åbenbart er der sket et eller andet, som har påvirket ham. Jeg er sikker på, at han vil fortælle os det, og så må vi se.«

Afgang

»Han ønsker bare at være den bedste spiller i verden. Hvis Cristiano ønsker at forlade Real Madrid, så er det ikke for pengenes skyld.«

»Vi har ikke modtaget et bud på Cristiano - sheiken i PSG er en af mine gode venner, og han har ikke ringet til mig, og vi har heller ikke talt sammen.«

Skattebøde

»Cristiano har helt sikkert ikke bedt os om at betale bøden. Sådan er han ikke.«

»Jeg er sikker på, at Cristiano opfylder alle skattemyndighedernes krav. Det må være en misforståelse, som snart bliver opklaret.

Humør

»Cristiano er ikke sur over, hvem der skal betale bøden. Det eneste, jeg ved, er, at Cristiano er meget sur over den behandling, han har fået i pressen.«

I interviewet med Onda Cero oplyste Florentino Perez også, at han heller ikke har fået købstilbud eller henvendelser på Alvaro Morata og James Rodríguez, der begge er sat i forbindelse med en stribe klubber.

Manchester United har materialiseret sig som den mest sandsynlige aftager af den 32-årige Real Madrid-spiller, hvis det skulle komme til et brud. Angiveligt skulle Cristiano Ronaldo have bedt sin agent, Jorge Mendes, om at gøre alt, 'hvad det kræver' for at tvinge et skifte til en engelske klub igennem.

Cristiano Ronaldo er i øjeblikket i Rusland, hvor han deltager i Confederations Cup med det portugisiske landshold. Han har ikke udtalt sig om sagen.