Målkrise og ude af form. Kritikken haglede ned over Cristiano Ronaldo efter at være gået målløs fra banen i fire kampe i streg. Men med otte mål i de seneste to kampe for Real Madrid er al kritik pludselig forstummet.
Den spanske presse var hurtigt ude med kritik af Ronaldo, og det er noget der tilsyneladende irriterede portugiseren. Efter første runde-kampen i Champions League sendte målmaskinen nemlig en spydig kommentar til sine kritikere:
»Jeg ved det ikke. Før var jeg dårlig - og nu er jeg god igen, fordi jeg har scoret otte mål i to kampe. Men jeg er glad og taknemlig for mit hold. De har tillid til mig og giver mig bolden. Det er en ære for mig at være i denne position, og jeg har meget at takke mine holdkammerater for,« sagde han til pressen.
Den 30-årige superstjerne blev for nyligt Real Madrids mest scorende spiller i ligaen, og træner Rafael Benitez, er da heller ikke i tvivl om, hvem der er den bedste i verden.
»Det er ikke nogen debat. Ronaldo er den bedste i verden, og jeg værdsætter ham højt,« fortalte Benitez til pressen.
Real Madrid vandt kampen 4-0 over chanceløse Shakhtar Donetsk fra Ukraine.