'I dag så I et øjeblik af mig, som I ikke plejer at se, på Go' Morgen Danmark. Mikkel Kryger spurgte, hvordan det var at være et bådflygtningebarn i 1979 og hvad oplevelsen har gjort ved mig.'

Sådan begynder Ann Lê sin rørende Facebook-opdatering, hvori hun fortæller, hvordan der var at være bådflygtning tilbage i 1979.

Anh Lê er kendt for restauranten Lêlê på Vesterbrogade i København. Her introducerede hun i 2003 det vietnamesiske gadekøkken for københavnerne, som i den grad har taget hendes vietnamesiske mad til sig.

Hun var kun seks år, da hun i december 1979 kom til Danmark som bådflygtning.

Faderen var tidligere officer i den sydvietnamesiske flåde og havde først selv forsøgt at flygte til fods ud af det krigshærgede Vietnam og senere prøvet at få sine to ældste børn med på et skib. Begge forsøg mislykkedes.

Tredje gang tilbød han at være kaptajn på et flygtningeskib mod at få hele sin familie med: Kone og fire børn. Men det var ikke let. Hong Kong og Malaysia nægtede at tage imod dem. Indonesien gav dem samme melding, indtil faderen med vilje sejlede skibet ind i et rev, så landet var nødt til at acceptere dem som flygtninge.

Her er hendes egen beskrivelse fra Facebook:

Jeg er normalt et glad menneske men der er også mørke sider, som har ligget begravet siden den dag jeg kom fra flygtningelejren i Indonesien til Danmark.

Min sorg og tristhed kom frem på åbent skærm, når jeg ser bådflygtningene fra Syrien og minderne kom tilbage.

Ingen står uberørt tilbage efter en krig.

Ingen står uberørt tilbage efter en lang flugt på havet.

Alle har brug for en hånd og måske er det du og jeg.
Min familie og jeg fik det af Danmark.

Jeg kan ikke fortælle hvordan det var men disse ord kan måske:

1 9 7 9
Vietnam

1000 mennesker på et skib
Lag på lag, tættere end en tønde med sild
14 dage i havvand, lort og tis

Russiske flåder,
thailandske sørøver og både,
container skibe kommer og går
men håbet spirer stadig i sindet på få

Røveri, voldtægt, kidnapning, drab på vandet,
af pirater,
er en ting som vi ikke taler

Min far, ene mand som holder roret, binder et reb sig om
i 336 timer, 720 minutter og 1800 sekunder.
For evigt, en fem årigs piges helt

Hong Kong, Malaysia og Indonesien nægter asyl
mens naboerne kigger ned i asfalten

Håbet - himlens gave og helvedes straf deles ligeligt i spare rationer blandt besætningen
Skibet sejles i sænk 900 uendelige meter
udenfor Indonesiens strand
Mus og mænd svømmer i land
Kvinder og børn bæres på flydende vand
fra morgen til nat

En lejr, et telt, en sivmåtte,
fast grund i en jungle, større end miraklets selv
Tusinder af mennesker på et sted
Monsunregn, mudder og myg siver gennem sivmåtten og søvnen
Æble og ananas til salg
Ingen guld ingen mad
Malaria, endnu et flueben på listen
Røde Kors, uddeling af varm kakao og et kig ind i frivillige,
kærlige, varme blå øjne,
kan få en til at glemme
60 dage, 6 måneder, 5 års venten
i flygtningelejren


Opskrivning til asyl:
USA, dåsemadens land
Frankrig, liflige baguetter
Australien, saftige steak
Schweiz, chokolade i mælk
Tyskland, pølser i alle størrelse
Danmark, smør & småkager

Et hullet sæt & en sort sæk,
lus & håb i håret
til himmels, denne gang med vinger
Sas, stewardesser, servering
hver femte minut så englene synger

København
Vinter, hvid sne og stilhed
Skt. Josephs hospital, nonner og ro
Sygeplejersker, læger og kærlighed
Pædagoger, lærer, blonde venner
Snørebånd, skoletaske, varm seng
December, leverpostej og julemanden lever
Mørket glemmes
Håbet pakkes ud og deles

Barmhjertighed er ikke et ord, jeg har læst i biblen
Pligt og gæld er et fattigt begreb men sidder i min bevidsthed
Taknemmelighed kan ikke måles i mængde

Min fortid, nutid og fremtid
Mit arbejde, min glæde, mit barn, mine venner og elskere - alt deles med Danmark

Anh Lê, 42 år