Det var en decideret slagtning, der udspillede sig på spillestedet Le Bataclan i Paris, da en gruppe sortklædte mænd - umotiveret og uden varsel - åbnede ild mod 1.500 forventningsfulde koncertgængere under en totalt udsolgt koncert med det amerikanske garagerockband Eagles of Death Metal sidste fredag.

Det fortæller bandets to frontfigurer og stiftere Jesse Hughes og Joshua Homme i et følelsesladet interview med det amerikanske medie VICE ifølge den britiske avis Daily Mail. I interviewet, der først bliver bragt i sin fulde længde i næste uge, taler bandet for første gang ud om massakren, der på tragisk vis kostede 89 mennesker livet:

»Flere mennesker gemte sig i vores omklædningsrum, men morderne var i stand til at komme ind og dræbe hver eneste af dem, bortset fra et barn, der havde gemt sig under min læderjakke,« fortæller bandets forsanger Jesse Hughes.

De to musikere slap på lykkelig vis med deres liv i god behold. Men senere er det kommet frem, at fire personer i bandets crew var blandt de omkommende efter angrebet, heriblandt bandets merchandise manager. Til VICE beskriver Jesse Hughes den rædsel, der prægede spillestedet den aften:

»Folk spillede døde, og de var så bange,« siger han.

Jesse Hughes, der selv valgte at løbe fra scenen, da islamisterne begyndte at skyde mod de uskyldige koncertgængere, fortæller, at mange blev dræbt, fordi de valgte at beskytte deres venner i stedet for at forsøge at flygte.

»Rigtig mange blev dræbt, fordi de ikke ville forlade deres venner derinde. Der var så mange mennesker, der satte deres eget liv foran andre mennesker,« fortæller Jesse Hughes.

Læs også: Medlem af Rockband undslap terroristerne på dramatisk vis: 'Forfærdeligt, at der stadig var så mange derinde'

The Eagles of Death Metal spillede en totalt udsolgt koncert på det parisiske spillested Le Bataclan sidste fredag, da en gruppe terrorister med forbindelse til Islamisk Stat trængte ind til de omkring 1.500 koncertgængere og begyndte at skyde løs, inden flere af dem udløste de selvmordsveste, som de havde på.

Videooptagelser fra koncerten har vist, at bandet var i gang med at spille, da der pludseligt og uden varsel blev affyret en stribe skud fra et sted i lokalet. Umiddelbart efter ses ét af bandmedlemmerne forlade scenen, ligesom at bandets trommeslager også dukkede sig i ly for skuddene.

Efterfølgende skrev Eagles of Death Metal en opdatering på de sociale medier, hvor de udtrykte deres sorg i forbindelse med massakren:

»Mens bandet nu er sikkert hjemme, er vi forfærdede og forsøger stadig at forstå, hvad der skete i Frankrig,« lød det.

Artiklen fortsætter under billedet.

I opslaget sender bandet deres dybeste medfølelse ofrene og til alle dem, der har mistet under det frygtelige terrorangreb i Paris:

»Selvom vi er tyngede af sorg med ofrene, fans, familier og alle, der er berørt af terrorisme, er vi stolte af at stå sammen - med vores nye familie - forenet med et fælles mål om kærlighed og medfølelse.«

Ved samme lejlighed sender de også en tak af sted til fransk politi:

»Vi vil gerne takke det franske politi, FBI, de amerikanske og franske statslige departementer og specielt alle dem, der befandt sig på ground zero (gerningsstedet, red.) med os, og som hjalp hinanden så godt, de kunne under denne ufattelige prøvelse. Det beviser endnu engang, at kærligheden overskygger alt det onde,« skriver bandet, der afslutter opslaget med ordene:

»Længe leve musikken, længe leve friheden, længe leve Frankrig, og længe leve EODM (Eagles of Death Metal, red.).«

Eagles of Death Metal spiller langt fra den type musik, som deres navn angiver. Eagles of Death Metal spiller nemlig ikke dødsmetal, men i stedet en meget humoristisk og ironipræget omgang musik, der vel bedst kan beskrives som en omgang garagerock for drengerøve.

Eagles of Death Metal skulle have spillet i Danmark den 24. november i Amager Bio, men har aflyst deres koncert efter angrebene.

I alt døde 89 mennesker på spillestedet Le Bataclan sidste fredag, mens yderligere 41 mennesker omkom i forbindelse med de øvrige terrorangreb i Paris fredag den 13. november 2015.