Øverst ses en video, der viser, hvor berørt ’Eagles of Death Metal’ var, da bandet tirsdag vendte tilbage til spillestedet Le Bataclan.

Det var et følelsesmæssigt gensyn for det amerikanske rockband Eagles of Death Metal, da bandet tirsdag vendte tilbage til spillestedet Le Bataclan i Paris blot én måned efter det frygtelige terrorangreb, hvor 89 menneskeliv gik tabt.  

Det amerikanske garagerockband var tilbage i den franske hovedstad, fordi bandet var blevet inviteret til at optræde under en U2-koncert i Paris mandag aften.

Selvom bandets ophold ved Le Bataclan tirsdag eftermiddag blot varede 15 minutter, måtte rockbandets to frontfigurer flere gange klamre sig til hinanden, mens forsanger Jesse Hughes uforbeholdent lod tårerne løbe, mens han stod med den ene hånd i lommen.

At oplevelsen var rørende forstås. For blot én måned siden optrådte rockbandet Eagles of Death Metal på spillestedet Le Bataclan, da en gruppe sortklædte mænd – umotiveret og uden varsel – åbnede ild mod menneskemængden under en totalt udsolgt koncert med det amerikanske garagerockband.

Om den skæbnesvangre aften har bandet tidligere udtalt, at det var en decideret slagtning, der udspillede sig på spillestedet den aften i november, hvor en gruppe sortklædte islamister begyndte at skyde på mod de sagesløse koncertgængere.

»Flere mennesker gemte sig i vores omklædningsrum, men morderne var i stand til at komme ind og dræbe hver eneste af dem, bortset fra et barn, der havde gemt sig under min læderjakke. (…) Folk spillede døde, og de var så bange,« har bandets forsanger tidligere fortalt i et følelsesladet interview med det amerikanske medie VICE ifølge Daily Mail.

Bandets to frontfigurer Jesse Hughes og Joshua Homme slap på lykkelig vis med deres liv i behold. Det samme kan dog ikke siges om de fire personer i bandets crew, der var blandt de omkommende efter angrebet, heriblandt bandets merchandise-manager.

De to musikere var derfor – forståeligt nok – meget berørte, da bandet tirsdag vendte tilbage til spillestedet for at mindes de 89 ofre, der mistede livet på Le Bataclan den fatale aften i november.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom situationen bragte følelserne frem i de to musikere, trodsede de alligevel regnen og tog sig god tid til at få læst på de mange blomsterkort, der fortsat ligger foran spillestedet i Paris. Bandet havde også selv medbragt en buket blomster, som blev lagt sammen med de andre buketter til ære for de dræbte.

Det er kun en måned siden, at de amerikanske rockmusikere måtte flygte for deres liv under bandets udsolgte koncert i den franske hovedstad. Mandag aften indtog Eagles of Death Metal igen den franske musikscene. Det skete under en koncert med den irske rockgruppe U2, der spillede koncert i Paris.

På Facebook takkede bandet efterfølgende U2 for muligheden:

»Vi vil gerne give vores dybfølte tak og anerkendelse for alt det, som vores brødre i U2 har gjort for os efter terrorangrebet den 13. november. De har mindet os om, at ondskaben aldrig holder fri, og derfor kan vi rockmusikere heller ikke... Og det vil vi aldrig gøre,« skriver Eagles of Death Metal på bandets Facebookside efter koncerten.

Eagles of Death Metal spiller langt fra den type musik, som deres navn angiver. Eagles of Death Metal spiller nemlig ikke dødsmetal, men i stedet en meget humoristisk og ironipræget omgang musik, der vel bedst kan beskrives som en omgang garagerock for drengerøve.