Chris Froome smadrede alle sine klassements-konkurrenter på tirsdagens 10. etape, hvor feltet ramte Pyrenæerne.

Den britiske Tour-favorit vandt etapen, der havde mål på toppen af La Pierre-Saint-Martin og udbyggede samtidig sit forspring i den samlede stilling, hvor Tejay Van Garderen og Nairo Quintana er nærmeste rivaler i den samlede stilling, hvor de er henholdsvis 2.52 og 3.09 minutter efter Sky-kaptajnen Froome.

Flere taler allerede nu om, at Chris Froome reelt har afgjort Tour de France, men den køber Bjarne Riis ikke. Til TV2 siger den tidligere danske cykelboss på Tinkoff-Saxo, at han er imponeret af Team Skys kørsel, men han er ikke overbevist om, at holdet er stærkt nok til at holde Froome i den gule trøje hele vejen til Paris.

»De kørte bedre, end jeg havde forventet på holdløbet, og de kørte bedre end forventet i dag (tirsdag, red.),« siger Bjarne Riis og fortsætter:

»Jeg vil dog sige, at de også skal passe på. Jeg kan huske et par år tilbage, hvor de lavede noget af det samme, da Froome tog førertrøjen i 2013. Næste dag var Richie (Porte, red.) færdig. Han ser godt nok stærk ud i dag (tirsdag, red.), men for to år siden var han færdig. Geraint Thomas har aldrig siddet der før på den måde. Jeg synes, de skal passe på, for går de pludselig hen og bliver lidt for ivrige og tror, de kan det hele, og de går ned med flaget, så sidder han måske uden folk - og så kan det gå rigtig galt for ham, hvis de forkert folk sidder ude foran,« lyder vurderingen fra Riis til TV2.

Onsdag får Chris Froome og Team Sky mulighed for at gøre Riis' skepsis til skamme på 11. etape, hvor feltet skal over seks bjergtoppe - heriblandt legendariske Col du Tourmalet og Col d'Aspin.