Efter tirsdagens magtdemonstration af Team Skys britiske kaptajn, Chris Froome, har alverdens cykeleksperter stået i kø for at betvivle den kenyansk fødte rytters renhed. En af de eksperter er den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong, der om nogen ved, hvordan det er at snyde sig til sejren.
I kølvandet på etapen skrev amerikaneren på sin Twitter-væg, at han var blevet bombarderet med spørgsmål om, hvorvidt han troede på, at Chris Froome kun kørte på kildevand.
»Det er åbenlyst, at Froome/Porte/Sky er meget stærke. For stærke til at være rene? Spørg ikke mig, jeg har ikke en idé,« lød Armstrongs kryptiske svar, der duftede af tvivl.
Det fik Twitter til at eksplodere i beskyldinger mod den dopingdømte tour-vinder, og brugere hånede Armstrong for at beskylde ryttere, når han selv ikke var ren. Lance Armstrong trak sig dog hurtigt tilbage og svarede:
»Jeg beskylder ikke nogen. Faktisk så gør jeg det modsatte. Jeg er ikke interesseret (eller har troværdighed) til at give min mening til kende,« skrev han.
Chris Froome har konstant forsøgt at påvise, at han ikke bruger ulovlige midler. Briten har blandt andet foreslået, at der skal indføres dopingtjek om natten. Deruodver har Chris Froome indvilliget til at undergå en stor fysiologisk test efter Tour'ens afslutning.