De blå partier i Folketinget kan gå på påskeferie med visheden om, at de til sammen ville få 100 mandater, hvis der var valg i dag.
Socialdemokraterne og SF rutsjer fortsat ned i meningsmålingerne, og hvis der var valg i dag, ville rød blok alene få 42,6 procent af stemmerne, mens VKO ville kunne mønstre opbakning fra 57,4 procent af vælgerne. Det viser en ny måling, som Megafon har lavet for Politiken og TV2. Blå bloks popularitet svarer omdannet i mandater til 100 pladser i Folketinget, og dermed er blokkens forspring det største i denne valgperiode, skriver Politiken.dk.
Alle tre regeringspartier går tilbage, for de Radikale er der dog tale om en beskeden tilbagegang på 0,7 procent sammenlignet med folketingsvalget i 2011, men for Socialdemokraterne og særligt SF er målingen ikke rar læsning.
Socialdemokraterne står til at få 18,4 procent af stemmerne, mens SF blot ville få stemmer fra 4,1 procent af vælgerne.
Enhedslisten kan dog fortsat registrere fremgang, og venstrefløjspartiet ville gå fra 12 til 20 mandater, hvis der var valg i dag, skriver Politiken.dk. Også Venstre kan notere en pæn fremgang, det store oppositionsparti går frem fra 26,7 procent af stemmerne ved valget i 2011 til 31,1 procent af stemmerne i dag.
BNB
Blå blok står til at få 100 mandater, hvis der var valg i morgen. Er valget om to et halvt år allerede tabt for rød blok?
Deltag i debatten under artiklen