Et flertal blandt rød bloks egne vælgere anser det for at være sandsynligt, at Enhedslisten kan finde på at vælte en minister.

Det viser en meningsmåling, som TNS Gallup har udført for BT.

53 pct. af de vælgere, der stemmer på enten S, R, SF eller EL, svarer ja, mens 34 pct. svarer nej.

Blandt vælgere fra både rød og blå blok tror et noget mindre flertal – 44 mod 38 pct. – på, at Enhedslisten kan finde på det. Men ser man alene på de socialdemokratiske vælgere, mener blot 37 pct., at Enhedslisten vil kunne finde på at vælte en minister ved hjælp af et mistillidsvotum.

’Det kan ikke udelukkes’

Ikke overraskende er Enhedslistens egne vælgere mest tilbøjelige til at tro, at man vil gøre det. Her svarer hele 65 pct. ja til spørgsmålet og kun 23 pct. nej.

Folketingsmedlemmet Per Clausen noterer sig, at hans partis egne vælgere har det, han kalder for en ’meget realistisk indstilling’ til spørgsmålet.

- Det kan ikke udelukkes, at vi kan vælte en minister, hvis der er en alvorlig grund til det. Sådan er det. Deri ligger ikke, at der er en aktuel fare, eller at vi har planer om det, men selvfølgelig kan det ske, siger han.

Hvorfor væltede I ikke Nick Hækkerup, da I havde muligheden?

- Fordi vi ikke er færdige med den sag. Før vi har haft et samråd med ham, drager vi ikke nogen konklusion på det. Vi skal gøre tingene grundigt og ordentligt.

Mener du, at regeringen behandler jer med respekt?

- Næh, altså problemet er mere den politik, man fører. Vi har både gode og dårlige oplevelser med regeringen. Ingen kan være i tvivl om, at samarbejdsklimaet mellem os og regeringens top ikke er særligt godt. Det synes vi, regeringen må have en interesse i at forbedre, siger Per Clausen.

- Det kan ikke udelukkes, at vi kan vælte en minister, hvis der er en alvorlig grund til det, siger Per Clausen.