Øverst på hadelisten står Nick Hækkerup, Morten Bødskov, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen

I sidste uge henvendte et medlem af Enhedslisten sig diskret til Venstre.

Vedkommende spurgte, hvordan det store borgerlige oppositionsparti vil forholde sig, hvis Enhedslisten bliver nødt til at stille et mistillidsvotum til en minister.

Venstres svar var interessant:

- Det er jer, der er en del af regeringens parlamentariske grundlag. Ikke os. Vi deltager ikke i en manøvre, der bare skal tilfredsstille jeres eget ego, lød det.

Baggrunden for henvendelsen var, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) hele tre gange i sidste uge gav upræcise eller decideret forkerte oplysninger til Folketinget om de afghanske tolke i Helmandprovinsen, som de danske styrker benytter sig af.

Dagen efter kom beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i vanskeligheder, da hun blev taget i at skjule et nyt og forhøjet skøn om ledige, der mister dagpengeretten, indtil regeringen i december havde fået sin finanslov i hus.

I første omgang klarede hun dog frisag, fordi hun kunne henvise til, at ordren om at sylte tallene kom fra finansminister Bjarne Corydon (S).

Venstre skal med på legen

På grund af Folketingets påskeferie er det endnu for tidligt at sige, hvordan disse tilløb til ministerstorme vil udvikle sig. Stensikkert er det dog, at hvis ikke Enhedslisten som minimum kan få Venstre med på legen, bliver det en fuser.

Enhedslistens grundlæggende problem er, at man ikke rigtig har nogen indflydelse. Bjarne Corydon taler aldrig med Frank Aaen (EL), og Helle Thorning-Schmidt (S) ringer sjældent til Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Men Johanne Schmidt-Nielsen har også spillet sine kort dårligt. Hun slog ikke til i første hug, da muligheden var der for at fælde Nick Hækkerup for tolke-oplysningerne. Og hun spredte presset ud på Bjarne Corydon og Mette Frederiksen, så det blev uklart, hvor ansvaret mellem de to skal placeres.

Dansk Folkeparti lærte for nogle år siden, hvordan man som støtteparti opnår respekt. I en situation, der på nogle stræk minder om Corydons behandling af Enhedslisten, oplevede Dansk Folkepartis daværende fødevareordfører Christian H. Hansen i 2005, at den konservative fødevareminister Lars Barfoed løj ham op i hans åbne ansigt. Pia Kjærsgaard (DF) fik S, R, SF og EL med på en mistillidsdagsorden, og så var Lars Barfoed ikke længere minister.

Strategiske overvejelser

Man får respekt ved at vise tænder, og det er den lektie, Enhedslisten er ved at forberede sig på.

Da Enhedslisten i sidste uge tog en runde på Christiansborg for at sondere terrænet, efterlod man også det ganske klare indtryk hos sine samtalepartnere, at man har et horn i siden på justitsminister Morten Bødskov (S).

I deres øjne er han helt tonedøv over for kritik af politiet. De oplever ham som brysk og arrogant, og han lader hånt om alle demokratiske processer ved at gennemføre en ny lov om offentlighed uden først at sende forslaget til høring.

Enhedslisten vil bruge påsken på at overveje sine næste skridt. Hvis ikke man kan få Venstre og sandsynligvis også Dansk Folkeparti med på at pille en minister ud af rækken, vil man rette skytset mod Bjarne Corydon. Ikke fordi man nødvendigvis oplever ham som en større skurk end andre, men fordi man lettere kan samle en fælles front imod ham.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er dog ikke til sinds at ofre sin finansminister. Løber man storm mod Corydon, løber man storm mod hele regeringen, og det kan ende i valg. Det er Enhedslisten slet, slet ikke parat til. Man vil heller ikke kunne bortforklare en fremprovokeret ministerstorm med en til lejligheden indøvet sætning om, at ’hvis regeringen falder over sine egne ben, er det ikke sikkert, at vi kan redde den.’

Derimod vil Enhedslisten sikkert på anden vis kunne slå politisk kapital på en heldigt tilrettelagt afpresningsmanøvre over for Corydon. Det kan undre, at regeringen og Enhedslisten ikke for længst er blevet enige om at nedsætte et kontaktudvalg eller en følgegruppe omkring dagpengene. En sådan indrømmelse kan regeringen leve med, og Enhedslisten vil kunne fejre det som en sejr.