Af de mange nye spillere i Metal Ligaen vil især én påkalde sig særlig opmærksomhed.
Det er spilleren med landskampsrekorden på 278 kampe med løven på brystet og 17 VM-turneringer på stribe, kaptajnen Morten Green.
Efter 13 sæsoner i SHL og Allsvenskan og tre i DEL i Tyskland er den 34-årige playmaker klar til sin første kamp i moderklubben Rungsted Ishockey, siden han rejste til Leksand og indledte sin professionelle karriere som 18-årig i 1999.
Det sker, når Rungsted Ishockey lørdag eftermiddag møder Rødovre Mighty Bulls i sæsonens første træningskamp i Saxo Bank Arena.
Morten Green havde flere udenlandske og danske klubber at vælge imellem i foråret, men Rungsted var første prioritet for familien, blandt andet af hensyn til børnenes skolegang.
Familien har købt hus i Hørsholm, og sønnen på syv spiller ishockey på den bane, hvor faderen selv startede sidst i 80erne.
»Det betød meget for mig, at klubben og jeg kunne blive enige. Rungsted Ishockey har udviklet sig til en meget professionel klub, og jeg har fået en fantastisk modtagelse af alle på og omkring holdet,« siger Morten Green.
»Jeg kan godt mærke, at der er store forventninger til mig. Jeg kan jo næsten kun skuffe. Men det største pres har altid været det, jeg lægger på mig selv. Jeg er en brik i det store puslespil og tager tingene, som de kommer. Jeg glæder mig til en spændende sæson.«
Morten Green bliver center i førstekæden med Nikolaj Rosenthal og Marcus Nielsen.
Rungsted Ishockeys trænerduo, Per Holten Møller og Olaf Eller, har to try-out-spillere med. Topscoreren i 2013/14-sæsonen, Tobias Kisum, 29, er tilbage efter et års pause, og svenske Gustav Hjalmarsson, 29, Erik Hjalmarssons lillebror, spiller også for en kontrakt.
Nordsjællænderne starter sæsonen med seks eller syv udlændinge og forventer senere at ramme udlændingeloftet på otte.