Den danske NHL-stjerne Mikkel Bødker kan ikke blive enig med sin nuværende klub Arizona Coyotes om en kontraktforlængelse. Og derfor skal en »arbitration« (voldgiftsret, red.) mægle mellem parterne.

Det lyder voldsomt, men det er faktisk normal procedure i den nordamerikanske ishockeyliga NHL. Bødker har kontraktudløb med Coyotes, men det er reelt set kun den klub, der kan skrive kontrakt med danskeren ifølge reglerne. Men da de to parter ikke kan blive enige, har Bødker valgt, at en voldgiftsret skal afgøre sagen.

Bødker har kæmpet med at komme tilbage til fordums styrke, efter han i januar måned sprængte sin milt i en kamp. En kamp, som Bødker forresten spillede færdig.