Dansk ishockey er lammet i vild strid om overenskomst.
Næsten 200 ishockeyspillere har skrevet under på en aftale med Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) om en overenskomst og er kommet i store vanskeligheder.
Giver de ikke senest kl. 23.59 natten til torsdag rettighederne tilbage til deres klubber, bliver de udelukket fra Metal Ligaen.
Efter hvad BT erfarer onsdag, har en stor del af spillerne meddelt, at de ønsker at komme ud af aftalen med DEF, fordi de ikke var orienteret om de vidtrækkende konsekvenser. Men det er langt fra alle, der har brudt med DEF, og situationen i klubberne er ganske uoverskuelig.
Blandt spillerne er udlændinge, som måske ikke har forstået, hvad de skrev under på, og DEF erkender, at man har begået fejl ved at lade spillere under 18 år skrive under.
Danmarks Ishockey Union og Ligaforeningen (klubberne i Metal Ligaen) afbrød sent tirsdag forhandlingerne med DEF, selv om der var planlagt nyt møde onsdag. Sammenbruddet kom efter godt to måneders drøftelser.
»DIU og Ligaforeningen har tilbudt DEF en fem-årig overenskomst på vilkår, som en række spillere ved flere lejligheder fuldt og helt har accepteret. Vilkår om prøvetid og opsigelse ved langvarige skader er udgået af spillerkontrakten, og spillerne er inviteret til at deltage i flere centrale DIU-udvalg,« siger DIUs direktør, Ulrik Larsen, og tilføjer:
»Vi må konstatere, at DEF tilsyneladende har en anden dagsorden end spillerne.«
Klaus B. Rasmussen, Sønderjyske, formand for Ligaforeningen, understreger, at man har strakt sig meget langt for at komme DEF i møde, inden man nu må fortælle de spillere, som har overdraget den kommercielle udnyttelsesret til deres navn og foto til DEF, at de ikke kan spille i Metal Ligaen.
»DEF er kommet med et oplæg til overenskomst på 57 sider med mange punkter, som ikke har noget at gøre med den virkelighed, dansk ishockey befinder sig i. Vi har fortalt direktør Mads Øland, at det her er ikke fodbold, og at han skyder langt over målet. Men desværre uden resultat,« siger Klaus B. Rasmussen.
Ligaformanden kalder det "helt utilstedeligt", at spillere ned til 15 år har skrevet under på aftalen med DEF.
»Det siger jo noget om hvilke metoder, DEF benytter for at få deres vilje,« siger han.
I spillernes fagforening er man chokeret over meldingen fra DIU og Ligaklubberne om, at de har stoppet forhandlingerne.
DEF er uforstående over for påstanden om, at man har afvist et tilbud om en femårig overenskomst, og at man stædigt skulle have holdt fast i et økonomisk krav.
»Vi er meget overrasket over, at DIU og Ligaforeningen nu slet ikke vil mødes til forhandling.Det er en meget pudsig fremgangsmåde fra deres side. Vi har i forhandlingsudvalget og DEF hele tiden været klar til dialog og forhandling, og vi så frem til at få forhandlingerne i gang igeni dag (onsdag, red.)« siger Rungsted-backen Joachim Holten Møller, der er en del af spillernesforhandlingsudvalg.
»Vi skal have en aftaleret til vores forening, DEF. Derudover har vi ingen ultimative krav.Spillerne og DEF står sammen i forhandlingerne. Vi forstår ikke, hvorfor vi spillere gentagne gange skal udsættes for de her fyringstrusler.«
VM-målmanden Sebastian Dahm understreger de positive møder, spillerne har holdt på Sjælland, i Nordjylland og Kolding, hvor der har været bred opbakning til at give en aftaleret til deres fagforening.
»Sætter vi os til forhandlingsbordet igen, er jeg overbevist om, at vi når frem til en aftale. Der er ikke så meget, der skiller os,« siger han.