Hvis Chelsea skulle vinde Champions League-finalen i aften mod hjemmeholdet Bayern München, ryger billetten til det fine selskab i skraldespanden for Redknapp og Tottenham. Tottenham, der ellers har fået adgang til kvalifikationen i næste sæson, kan ikke komme i Champions League, hvis Chelsea vinder, fordi et land maksimalt må have fire hold med. Som regerende mestre vil Chelsea så være selvskrevet, og selvom Redknapp håber på Bayern-sejr i aften, er han meget afslappet.
- Jeg kan ikke påvirke resultatet. Der sker, hvad der sker. Hvis Chelsea vinder, kan vi ikke gøre noget ved det, siger Redknapp til Sky Sports.
Situationen omkring Champions League-billetten er usædvanlig i år på grund af Chelseas dårlige sæson, og Redknapp føler sig da også uheldig.
- Normalt forventer du, at et engelsk hold i Champions League-finalen vil være i top fire i ligaen, og så ville det ikke have betydet noget for os, så det er bare utroligt, at Chelsea ender som nummer seks. Hvad kan du gøre?, spørger manageren retorisk.
Redknapp mener, at Tottenham har fortjent at spille europæisk fodbold efter en flot sæson, men udfordringerne i næste sæson bliver store med eller uden Champions League.
- Selvfølgelig vil vi spille Champions League næste sæson, og vi føler, vi har fortjent det. Men jeg vil ikke sidde og blive skør over det i aften. Vi sagde, vi ville ende i top fire, og jeg synes, det er en fantastisk præstation af spillerne. Vi kunne ikke have gjort det bedre. Vi sluttede over Chelsea og Liverpool. Det bliver sværere og sværere at slutte i top fire. Næste år bliver endnu hårdere. Selvfølgelig vil Manchester City, United, Arsenal og Chelsea være der. Liverpool vil presse på, og også Newcastle. Vi må forbedre os, og se om vi kan være med blandt disse hold, siger Redknapp.
Aftenens kamp fløjtes igang klokken 20:45.
tipsbladet.dk