Fabio Capello havde ikke nogen stor tid i spidsen for det engelske landshold, og til sidst endte han med at sige sin stilling op i utide, da det engelske fodboldforbund bag hans ryg gik ind og flåede anførerbindet af John Terrys arm.

Den melding blev modtaget med chok i England, men mange af landets indbyggere var ikke specielt kede af at skulle tage afsked med italieneren - Capello faldt ikke i ret manges smag.

Men hvis man tror, at alt dette har skræmt Fabio Capello væk fra England, tager man fejl. Han har fortsat mod på en trænertilværelse i det fodboldgale land, og hvis man skal tro The Sun, har han endda tilbudt sin arbejdskraft til Chelsea, der, hvis ikke klubben vælger at beholde succesfulde Roberto Di Matteo, skal på jagt efter en ny frontfigur.

Italieneren har tidligere fastslået, at han vil til en storklub.

- Jeg har afvist tilbud fra Kina og andre egne af verden. Jeg vil til en storklub, der slås med om titlerne, sagde Fabio Capello for nyligt.

Ifølge The Sun ligger det mere eller mindre fast, at Roberto Di Matteo ikke får forlænget sin kontrakt. Roman Abramovich ser ham angiveligt ikke som en langtidsholdbar løsning.