Trods rygter om det modsatte er Audi ikke på vej ind i Formel 1. Det fastslår en talsmand for den tyske bilfabrikant.
Red Bull-holdet så ellers Audi som en løsning på deres problemer med Renault, som ikke har kunnet forsyne holdet med konkurrencedygtige motorer.
»Hvis vi ikke får en konkurrencedygtig motor i nærmeste fremtid, så må Audi træde til, eller også er vi ude,« sagde Helmut Marko om Red Bulls problemer til BBC
Over for den tyske erhvervs-avis Handelsblatt skyder Audi-direktør Rupert Stadler rygterne ned.
»Formel 1 må selv løse deres egne problemer.«
Det er et nyt signal i forhold til sidste uge, hvor Stadler holdt døren åben.
»I tilværelsen må man holde sine muligheder åbne,« blev han citeret for at have sagt til det engelske bilmagasin British Auto Express i sidste uge, men nu er døren blevet lukket i.
Audi er i forvejen involveret i Le Mans, hvor danske Tom Kristensen i en årrække var et trumfkort bag rattet i Audi-bilen, og i German Touring Cars, men man har altså ingen planer om også at involvere sig i Formel 1.