Nok er nok. Nu vil Red Bull ikke acceptere de dårlige resultater mere.

Fra Formel 1-teamet lyder det fredag, at man definitivt er klar til at forlade den fineste motorsports-klasse efter denne sæson, hvis ikke man kan få en bedre motor (end den nuværende fra Renault).

»Beslutningen er taget. Hvis vi ikke får en konkurrencedygtig motor, forlader vi Formel 1,« siger Red Bulls sportslige rådgiver, Helmut Marko, til Sky Sports:

»Så længe vi ikke har en motor, der kan køre med, giver det ingen mening at være her.«

Helmut Marko har tidligere været ude med trusler om at forlade Formel 1 af de samme årsager. Men det er første gang, at man snakker om, at en beslutning er taget.

Red Bull-manden kommer samtidig med den opsigtsvækkende melding, at man har beslutte at opsige kontrakten med Renault.

»Vi har altid været en god kunde og har betalt for vores motorer. Vi har ikke fået dem gratis, og der har bare ikke været performance. Så vi har besluttet at gå hver til sit,« siger Helmut Marko.

Han har ingen bud på, hvem der i så fald skal levere motorer til teamet fra den kommende sæson. BBC skriver fredag, at Volkswagen skulle være tæt på at købe holdet. Tidligere har Audi har sagt nej. De øvrige nuværende Formel 1-leverandører – Mercedes, Ferrari og Honda – er de øvrige alternativer.

Og heraf er Ferrari i virkeligheden eneste reelle mulighed: Mercedes vil ikke levere, Honda har ikke selv skabt en kraftfuld motor.

I øvrigt har Renault tidligere på ugen meldt ud, at man fremover ikke vil fortsætte i Formel 1 udelukkende som motor-leverandør.

»Vi vil enten sige farvel eller købe vores eget hold,« har Renault-boss Carlos Ghosn sagt.

I Formel 1 har der længe været hvisket i krogene om en overtagelse af det økonomisk udfordrede Lotus-team.