Engang prøvede han altid at regne ud, hvad andre gerne ville have. I flere år har Rasmus Bjerg kæmpet med angst og følelsen af, at han skulle tilfredsstille alle andre før sig selv. I dag går han mest op i, hvem han er, og hvad han vil. Og kan mærke ærligheden og roen indfinde sig.
Rasmus Bjerg er selvsikker, men helt sikkert aldrig skråsikker. Han er holdt op med at forsøge at regne den ud og har i stedet brugt de seneste år på at finde ud af, hvem Rasmus Bjerg egentlig er. Og hvem han skal være.
Engang prøvede han altid at regne ud, hvad andre gerne ville have. I flere år har Rasmus Bjerg kæmpet med angst og følelsen af, at han skulle tilfredsstille alle andre før sig selv. I dag går han mest op i, hvem han er, og hvad han vil. Og kan mærke ærligheden og roen indfinde sig.
Ordene kommer lige fra maven.
»Engang troede jeg, at jeg skulle være morsom på en særlig måde. Jeg prøvede at regne ud, hvordan folk gerne ville have, at jeg skulle være morsom.«
Det er svar på spørgsmålet, om det falder ham let at være morsom.
»Dét har jeg sluppet. Tror jeg...«.
Rasmus Bjerg er selvsikker, men helt sikkert aldrig skråsikker.
Han er holdt op med at forsøge at regne den ud og har i stedet brugt de seneste år på at finde ud af, hvem Rasmus Bjerg egentlig er. Og hvem han skal være.
»Jeg følte, at den, jeg var, fadede ud. Men hvor fanden var jeg selv? Og hvor var hele udgangspunktet for det, jeg selv ville?«
Siden han blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2000, har han levet af at ’være andre’. Undtagen når han var far, ægtemand eller havde fri.
Han smiler, for han kan godt selv høre modsætningen:
»Det ligger jo meget i faget selvfølgelig, at du skal være en anden,« siger han med et skævt grin.
Seersucces
BT møder Rasmus Bjerg i anledning af hans rolle i komedien ’Alle for tre’, der for tiden er den mest sete film i danske biografer. Det er den tredje spillefilm i drengerøvs-serien med Rasmus Bjerg som Timo, Mick Øgendal som Ralf og Jonathan Spang som Nikolai.
Men samtalen kommer hurtigt til at dreje sig om alt muligt andet. Særligt de omstændigheder, der har bragt Rasmus Bjerg til det sted, hvor han står i dag.
Om nogle dage går han for alvor i gang med sin måske mest krævende filmrolle nogensinde. Han skal spille det folkelige nationalikon, dansktopsangeren John Mogensen i Ole Bornedals kommende film ’Så længe jeg lever’. Samtidig er Rasmus Bjerg begyndt på forberedelserne til sit næste onemanshow, der efter planen får premiere til september.
På en måde indkapsler de tre ting det, der både er mandens dilemma og samtidig hans skæbne.
Det folkelige. Det kunstneriske. Og så dét, han selv har kontrol over.
»Som skuespiller kan man hurtigt få en følelse af at være en daglejer. At du dybest set er her på andres nåde. Og at du skal være meget taknemmelig, hvis du bliver bedt om noget. Det er en følelse af, at du er underlagt andres luner. En følelse af at du ikke har meget kontrol og selvbestemmelse. Når du får at vide, at du skal være skaldet og have langt skæg, så er det sådan, du går rundt. Dét fik jeg nok af,« siger Rasmus Bjerg.
Udover den nagende tvivl om sin rolle kom han til et afgørende punkt i 2010, da han blev forsidestof i en voldssag, som fik ham til at miste fodfæstet i sit liv.
Blackout
Dengang i 2010 gik det rigtig godt på jobbet. Efter en lang række seriøse roller på teater-scenerne, var han blevet fast ansat på Det Kongelige Teater, havde gennem flere år haft en række roller som den sjove mand i tv, og var for alvor ved at blive et navn i branchen. Han boede med sin gravide hustru Helle og deres i forvejen tre børn i et hus i Nordjylland, men Rasmus Bjerg var i København, hvor han netop havde afsluttet optagelserne til tv-serien ’Livvagterne’. En rolle, der skulle blive hans brede, seriøse gennembrud.
»Jeg var med nogle venner ude at fejre afslutningen på optagelserne, og at jeg snart skulle flytte herover med hele familien. Jeg var stangstiv, og kom fra en restaurant ud i den iskolde luft. Kuldechokket ramte mig som en dør i hovedet,« fortæller han om den nat, der skulle få afgørende betydning for hans liv helt frem til i dag.
Da han kort efter gik ind på værtshuset ’Grotten’ på Nørrebro i København, fik han et blackout. Det næste, han husker, er, at han slog øjnene op – dagen efter.
»Da jeg vågnede på mit hotelværelse, var der blod på hovedpuden,« fortæller Rasmus Bjerg. Under blackoutet var han væltet bagover, men der var uenighed om, hvad der var sket på værtshuset.
»Bartenderen påstod, at jeg havde revet hende i håret, og jeg kunne intet huske,« siger han, der meget snart blev ringet op af journalister, der påstod, at han havde været i slagsmål og havde overfaldet en bartender, som han bl.a. havde slæbt gennem værtshuset ved håret.
»Jeg blev kaldt voldspsykopat, og Ekstra Bladet kørte en forside, hvor der stod ’Brudt sammen’. Jeg fik den besked fra den kulørte presse, at det hele var på video, og at jeg lige så godt kunne være ærlig og indrømme. Problemet var, at jeg intet kunne huske... Så jeg kastede mig fladt ned på ryggen, for jeg anede ikke, hvad der var sket den aften,« siger Rasmus Bjerg, der senere så overvågningsvideoen, og fandt ud af, at historien nærmest var stik modsat dét, der havde stået i pressen.
Videoen viste, at han ikke på noget tidspunkt havde været voldelig eller aggressiv. I virkeligheden var han snublet.
»Blodet på hovedpuden var fra min egen næse, for det viste sig, at det var mig, der havde fået et par på hovedet. Jeg var faldet foran baren, og havde i faldet grebet fat i bartenderens hår. Det var dét, der i første omgang blev udlagt som om, jeg havde slæbt hende gennem lokalet,« siger Rasmus Bjerg, der officielt blev renset, da politiet frafaldt alle sigtelser.
Find kernen
Men skaden var sket, og Rasmus Bjerg var ramt.
»Man har et forstørrelsesglas på sig selv, når den slags sker. Jeg tror, at mange ved deres normale sunde fornuft godt ved, at de lige skal klappe hesten. Men sådan tænker man ikke, når man selv er hovedperson, og der bliver begået karaktermord på én. Jeg var både vred og skamfuld. Men det værste var tabet af kontrol. Og så blev jeg bange for fremtiden – rent arbejdsmæssigt.«
Han havde flere forskellige job i den periode, havde bl.a. kontrakt på en reklamekampagne og havde rollen som ’Bruno’ på børne-fjernsyn. Han frygtede, hvad arbejdsgiverne ville sige.
»I dag er jeg taknemmelig over, at de stolede på, at jeg ikke havde gjort noget forkert,« siger han.
»Men jeg kunne pludselig se mit levebrød og min identitet begynde at smuldre. Det gjorde, at jeg udviklede social angst. Gudskelov havde jeg ikke lige dér noget arbejde, så jeg kunne restituere og kaste mig over vores nye hus.«
Hele balladen endte med ’et dementi på side 36’, som Rasmus Bjerg siger. I dag med et træk på skulderen.
Hvem er Bjerg
Men sagen gav anledning til, at han begyndte at gennemgå den bagage, han slæber rundt med – indeni.
Det handlede på en måde om at blive Rasmus Bjerg. I lang tid gik han rundt om den varme grød i forhold til den sag. Indtil hans skrivemakker Thorbjørn (Krebs) sagde, at det var fuldstændig vanvittigt, at han ikke turde røre ved det, der var sket.
»For det var det springende punkt i forhold til, hvem jeg er. Så det endte med at blive grundlaget for hele forestillingen i mit første onemanshow. En søgen ind i mig selv, der kom til at handle om de værdier, jeg har med mig. Pludselig kunne jeg omsætte det til noget positivt og komme ud som vinder og sejrherre.«
Læren er simpel, synes han:
»Man kan grave sig ned, synes, at alt er urimeligt, og blive et bittert kældermenneske, der sidder og bræger ad uretfærdigheden. Eller man kan tage tyren ved hornene og vinde over den. Da jeg endelig havde modet til at lave mit eget onemanshow, krævede det, at jeg turde sige nej til nogle ting, og at jeg hoppede ind i noget, hvor jeg dybest set ikke vidste, om jeg tjente en krone i et halvt år. Det er ikke helt enkelt, når man har fire børn og et hus, og Helle gik derhjemme. Men det var et nødvendigt sats. For jeg havde brug for at genfinde mig selv, trække vejret og træde i karakter.«
Han holder en pause. Læner sig tilbage og folder hænderne bag nakken.
»Det må man gerne. Altså lige holde en pause og tænke sig om...«
Tænkepausen gav ham ro til at nå frem til en meget væsentlig erken-delse.
»Du kan ikke blive elsket af alle. Det er et opgør med ’pleaseren’, der vil gøre alle tilfreds, som jeg stadig arbejder med, og taler med kloge mennesker om. Bl.a. en pissegod psykolog, jeg går hos i dag. Men jeg ville nok ikke tale med en psykolog, hvis ikke jeg havde overskud til at blive konfronteret med de ting i mig selv,« siger 40-årige Rasmus Bjerg, der tror på, at roen er ved at bundfælde sig.
Tørst efter anerkendelse
»Jeg er dybest set god til at tilsidesætte mig selv og lade folk vade ind over mine grænser. Måske er det dét, jeg søger nu – den ærlighed og den ro, der er ved at indfinde sig, i forhold til hvem jeg er. Den skal jeg lære at håndtere. Det hænger måske også sammen med, at jeg bliver ældre og mere sikker på det, jeg kan og vil.«
Den anerkendelse, han efterhånden har samlet sammen fra sine roller både på tv, teater og film, får ham til at kunne slappe af.
»Jeg nyder, at være i det, jeg er, og først og fremmest at være skideligeglad med, hvad andre mennesker siger og mener.«
Han tror, en af de væsentligste grunde til, at man stiller sig op på en scene, eller foran et kamera, er at man gerne vil ses.
»Det er barnet, der gerne vil ses, høres og have den anerkendelse. Jeg har været drevet meget af angst for alt muligt. Angst for, om folk synes om mig, om jeg kan sælge den næste billet, om hvordan det går mine børn. Og hvornår de finder ud af, at jeg ikke kan noget – at det hele er blændværk?,« siger Rasmus Bjerg.
På teateret har han mest høstet gode anmeldelser, men anmelderne har langtfra altid været i ekstase over hans film. Særligt komediefilmene ’Alle for én’, ’ Alle for to’ og ’Alle for tre’ er blevet sablet ned som ’hjerneløse pruttekomedier’, der ’lefler for den laveste fællesnævner’.
»Jeg respekterer anmeldernes arbejde, men er egentlig ikke interesseret i deres smag. Jeg løser en opgave, jeg har fået stillet, ud fra de vilkår der er, og det, jeg laver, er til publikum. Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at sætte barren højere, men jeg synes ikke, der er noget forkert i at give publikum det, de vil have.«
Kunstner og købmand
»Der er en side af mig, der er kunstner, og der er en side af mig, der står på blokvognen. Købmanden, eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg har stået på små scener og prøvet kræfter med Dostojevskij. Store eksistentielle tekster, hvor jeg er i kontakt med menneskelige urkræfter. Den slags er rent guf, der mætter min kunstneriske sult. Når vi laver komedier som ’Alle for tre’, maler jeg med den brede pensel på et lærred med masser af farver. Det er ren tegneserie nogle gange. Man kan sige, hvad man vil om Rasmus Heide (instruktøren af Alle-filmene. Red.), men jeg har sjældent mødt en instruktør, der er bedre forberedt, som knokler så meget, og som analyserer billederne og stemningerne. Alt er udtænkt til mindste detalje. Så kan vi diskutere smag og alt det der.«
Han synes nu, at treeren er bedre end sine forgængere.
»Måske er det ren hybris at sige, at den hæver sig lidt over drenge røvskomedien, men det ville da bare være skønt, hvis det var tilfældet. Grundlæggende har jeg det sådan, at der ikke er ét publikum, der er finere eller bedre end et andet. I min optik er dansktop-genren ikke ringere end den klassiske musik. Jeg kan gå ind i ethvert projekt, hvis det er drevet af passionerede mennesker, der kan tænde ilden i mig,« siger Rasmus Bjerg og kalder komikken for ’øretævernes holdeplads’.
»Det sjove er, at det ofte er sværere at spille en sjov rolle end at få pustet noget mentol i øjet og græde over, at din søn er død. Det er der sgu mange, der kan. Der er ret bred konsensus om, hvad der er godt drama, men rigtig mange meninger om, hvad god komik er. Men det holder mig bare til ilden, og jeg ville på ingen måde give afkald på at være den sjove mand.«
Heller ikke selvom det ikke altid regnes for god smag?
»Nej, det vil jeg skide på. Publikums dom er den væsentligste. Så kan jeg tage diskussionen med mig selv, om jeg har investeret nok, eller kun gjort det for pengene. Bagefter kan der komme alle mulige moralske kvababbelser,« siger Rasmus Bjerg.
Stor kunst
Han vil med garanti have både krop og sjæl med, når han til marts skal spille nationalikonet John Mogensen på film.
»Han var et meget sammensat menneske. Jeg kan fuldstændig spejle nogle af mine egne energier i ham. I al beskedenhed var der en stor kunstner i John Mogensen, der ikke blev forløst. Han sang i Københavns Drengekor, var en fantastisk pianist og besad en stor musikalitet. Når man lytter til Four Jacks (Mogensens første orkester, red.) er det ret sublimt. Han var perfektionist ud over alle grænser. Der var meget mere i John Mogensen end den bodegatype, der sad og hældte noget ud af ærmet. Det er meget synd, hvis det er hans druk, der bliver hans eftermæle. Han var en mand, der kæmpede med kunstneren og så det at være folkelig, og måske ikke fik den anerkendelse på parnasset og i de toneangivende kredse, som han kunne have fået,« siger Rasmus Bjerg, og rykker frem i stolen for at understrege pointen.
»Jeg kan godt sætte mig ind i dét at have høje ambitioner, men at blive målt på noget andet. For mig er målet i sig selv ikke at få den store, bærende rolle, men at få den anerkendelse, at nogle tror, at jeg kan løfte sådan en opgave. Hvis jeg skulle sidde og græde snot over alt det, jeg følte, jeg ikke fik...«
Igen holder han en kort tænkepause, og lyser så op i et smil.
»Ved du hvad, det er jeg stoppet med at tænke over for længe siden. Den her branche er nøjagtigt som alle andre. Dybt uretfærdig... hvis man ser sådan på det. Man får sine øjeblikke, og det skal nok gå alt sammen. Jeg er slet ikke så bange for alting i dag, som jeg var for 10-15 år siden i forhold til, om det nu går. Det går egentlig meget godt, og jeg hører til den privilegerede del af skuespillere i det her land, som kan vælge til og fra, og endda tjene nogle penge på det, jeg laver.«
Men man kan stadig have drømme og ambitioner og alt muligt. Han kigger op med et drillende glimt i øjet.
»Måske er der én side i mig, der spørger: ’Hvorfor det ikke er mig, der spiller med i ’Arvingerne’?’ Men det er jo bare forfængelighed. Og forfængelighed er bare glasur. Ren staffage.«