Anna Mee Allerslev er med, når den omstridte organisation søndag eftermiddag mødes i Nørrebrohallen.
Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, er mødt op som gæst til Hizb ut-Tahrirs møde i Nørrebrohallen.
»Jeg møder op, ikke fordi jeg er enig med Hizb ut-Tahrir, men fordi jeg vil høre, hvilke argumenter og synspunkter de bruger overfor tilhørerne,« forklarer Anna Mee Allerslev (R) i en pressemeddelelse og uddyber:
»Jeg håber selvfølgelig det bedste, men jeg ved også, at Hizb ut-Tahrir er en organisation, der modarbejder integration, og som tidligere har opfordret københavnere til ikke at stemme ved vores demokratiske valg. Og det er for mig som demokrat og radikal politiker ikke et konstruktivt udgangspunkt for at løse vores samfundsproblemer,« siger hun.
»Som samfund er vi nødt til at stå sammen om at løse bandeproblemerne og samtidig give de unge klare og attraktive alternativer. Vi skal gøre det klart og tydeligt, at vi her i København har et stærkt og rummeligt demokratisk fællesskab, hvor vi kan tilbyde de unge uddannelse, jobs og stærke idrætstilbud. Hizb ut-Tahrir må aldrig få patent på at løse de unges problemer,« siger Anna Mee Allerslev og understreger, at organisationen er i sin gode ret til at holde møde i Nørrebrohallen:
»Danmark er et demokratisk retssamfund. Uanset hvad jeg mener om Hizb ut-Tahrir og deres metoder, er det en lovlig organisation, og jeg vil ikke være med bøje reglerne i vores demokrati,« siger hun.